Hedensted Kirke

Kirker og klostre

Historisk kirke midt i Hedensted

Hedensted Kirke er bygget omkring 1175, og kernen af kirken (kor, skib og korrunding) er ganske velbevaret fra denne tid. Våbenhus, tårn og andre tilbygninger er blevet ombygget ved flere lejligheder. Som mange andre kirker fra 1100-tallet, er den bygget af kvadersten. Facaden er delvist hvidkalket og delvist med store, brune marksten. Karakteristisk er det markante kvadratiske kirketårn.

I ydermuren kan ses en række finurlige, oprindelige romanske stenskulpturer, der kan ses udefra. Der er for eksempel et kattedyr med overskæg, og andre dyr, som kan være svære at bestemme – sandsynligvis elg og ulv. Et andet sted kan man se en djævel og en engel, der rører ved en sjælevægt, som afgør om folk kommer i himlen eller helvede. Og over den gamle kvindedør, ses en halvkugle. Både over mandedøren og kvindedøren ses en oprindelig romansk buegavl.

Inde i kirken ses de mest fantastiske og tydelige kalkmalerier, som dels er fra 1100-tallet og dels fra 1500-tallet. Værd at fremhæve er et oprindeligt maleri i korrundingen af Jesus, omgivet af en svævende Peter og Paulus.

Et andet sted ses noget så sjældent som en afbildning af Gud siddende i Nådestolen foran en korsfæstet Jesus. 1500-tals malerierne i loft og hvælv er ganske dekorative. Temaet for disse er brune træer og planter, som slynger sig over det hvide loft.

Den gamle vikingekirke

I 2007-08 gennemførte Nationalmuseet en større udgravning under Hedensted Kirke. Under kirken fandt man spor efter en endnu ældre trækirke, som altså har ligget, hvor Hedensted Kirke i dag ligger. Trækirken dateres til 1000-tallet, og det er ikke usandsynligt, at trækirken har haft en dobbelt funktion, da asatroens nordiske guder stadig spøgte på denne tid. Ved udgravningen fandt man også spor efter to stenbrønde fra samme tid. Man mener, at disse har været brugt til kristen dåb, hvor hele kroppen blev dækket af vand. På den tid var det langt fra alle kirker, der blev benyttet som dåbskirker – dette var kun kirker i større byer.

Dette er altså en klar indikation på, at Hedensted var en væsentlig by i Vikingetiden. Hedensted har udviklet sig sent som by og sidst i 1800-tallet var der kun få spredte gårde om kirken, men dens historie som boplads går altså langt tilbage.

Der har været snak om hvorvidt bynavnet Hedensted betyder ’de hedenskes sted’, hvilket kunne være en reference til denne tid. Mest sandsynligt er det dog, at navnet stammer fra det gamle herrenavn ’Hethin’ – altså Hethins sted.

Vil du besøge Hedensted Kirke?

Hedensted Kirke er åben alle dage året rundt fra 9:00 – 14:30. Du er velkommen til at kigge ind i denne periode, hvis der ikke foregår gudstjenester eller andre kirkelige ceremonier.  

Flere historiske attraktioner

Kystlandet byder på mange spændende historiske attraktioner. Fra oldtid til industrihistorie. Fra museer til bygningsværker og attraktioner i naturen. På denne side kan du finde inspiration til historisk interessante oplevelser nær Horsens, Odder og Juelsminde.

Indhold er leveret af Destination Kystlandet
info@kystlandet.com
Sidst opdateret d. 15/10/2024 11:17

I nærheden