Havnelev Kirke

Kirker og klostre

Kirken er fra ca. 1250 bygget oprindeligt i kridtsten. I 1880 brød tårnet sammen, og en gennemgribende restaurering var nødvendig. Kirken kom til at fremstå som en nygotisk landsbykirke. Tårn og våbenhus blev nyopført af røde sten, og resten af kirken med undtagelse af sakristiet, der er fra ca. 1500, blev skalmuret med samme type røde sten.

I 1990 var det igen nødvendigt at foretage en gennemgribende restaurering af tårnet. Altertavlen er fra 1630. I 1940 fik den tilføjet to vingestykker. Ved den lejlighed fandt man det originale alterbillede, der forestiller den sidste nadver. Det var gemt under et maleri af F.L. Storch, der nu hænger nede ved orglet.

Oprindelig stod der i kirken en granitdøbefont. Den blev i 1863 ombyttet med den nuværende af 'galvanoplastik'. Den middelalderlige døbefont står nu i Smerup Kirke. Prædikestolen er skåret i 1613 af Engelbert Chastensen. Den smukke udskårne kirkedør bærer årstallet 1559. De malede vingedekorationer er fra 1883.

Indhold er leveret af Sydsjælland & Møn
info@vism.dk
Sidst opdateret d. 09/04/2024 08:32

I nærheden