Havfruen er et mytisk og magisk væsen, der lokker folk i døden med hendes sang og hendes smukke krop.
Denne havfrue er placeret på en 3-4 meter høj sokkel, så du ser hende nedefra som fra havets dyb. Et anden markant kendetegn ved denne skulptur er hovedets lille størrelse i forhold til kroppen, men dette er for at genskabe den effekt det giver at kigge op gennem vand.
Skulpturen er udført i bronze og soklen er af granit og blev afsløret den 20. juli 1998. Havfruens krop udstråler seksuel energi, hvilket understreges af det tydelige køn og let adskilte ben, der først samles i en finne ved fødderne. Seksualitetens styrke vises som noget råt og en fare, du sætter dig selv i. Skulpturen er i sit udtryk nærmest en total modsætning til den traditionelle, disneyficerede forståelse af havfruen som noget smukt og uskyldigt.
Hans Pauli Olsen (1957 - ) stammer fra Færøerne. Mange af hans skulpturer fokuserer på den menneskelige form, ofte med en mytisk undertone. De er ekspressive og naturalistiske i deres udtryk. Mange af hans værker er skabt i ler før de bliver støbt i bronze. Det gør at kunstnerens proces tydeligt kan ses i det færdige værk.