Hanstholm Fyr - Trædesten i Nationalpark Thy

Arkitektur og byrum

Hanstholm Fyr blev bygget i 1842-43 tæt ved Hansted Kirke højt på Hanstholmknuden. Syd for fyret blev en bolig til fyrmesteren opført, og den tilhørende have er en herlig, læfyldt plet, hvor de besøgende kan tage et hvil og spise den medbragte mad. 

Fyret er bygget for at vejlede skibene i den farlige færd uden om Hanstholmknuden, men det fungerer samtidig som byens vartegn, der guider os frem og byder velkommen. Fyrtårnet er 23 m højt, og takket være den høje beliggenhed sender fyret lyset ud i en højde på 65 m over havet.

Hanstholm Fyr var Danmarks første roterende linsefyr, hvor lyset ved hjælp af linser blev brudt og samlet i strålebundter. I 1889 var fyrapparatet ikke længere tidssvarende, fyrtårnet blev forhøjet og linseapparatet elektrificeret som det første i Danmark. Et urværk fik apparatet til at rotere og blinke, og fyret viste dengang som nu tre korte blink hvert 10. sekund.

Fyret var på dette tidspunkt det stærkest lysende i hele verden. Den nye teknik var betydeligt mere omfattende, og bygningskomplekset blev udvidet betragteligt, blandt andet med maskinrum til dampmaskinerne. Der var desuden telegrafstation og vejrtjeneste knyttet til fyret. Lyset fra Hanstholm Fyr var således vigtigt for de forbipasserende skibe, men fyret havde også andre centrale funktioner for trafikken til havs.

Under 2. verdenskrig var man nødsaget til at slukke for fyret efter krav fra den tyske besættelsesmagt, der havde et stort fæstningsværk ved Hanstholm. Da Hanstholm Havn blev indviet i 1967, måtte man sætte fyrlampernes lysstyrke ned for ikke at blænde de skibe og kuttere, der anløb havnen. Fyrets lys kan nu ses ca. 40 km væk og er fortsat det kraftigste i Danmark.

Besøg i fyrtårnet

Hanstholm Fyr er stadig i drift, men driften er fuldstændig automatiseret. Der er adgang til fyrtårnet i dagtimerne; herfra er der vid udsigt over den nordlige del af nationalparken. Efter en gennemgribende restauerering af fyret har Nationalpark Thy fået et udstilllingsrum på fyret lige ved siden af Hanstholm Turistinformation i den gamle maskinhal.

Der er adgang til fyrtårnet året rundt kl. 9-18, og i sommerhalvåret er der åbent til udstillingslokalerne kl. 10-17. 

Fremtidens Hanstholm Fyr arbejder med kunst, natur og mennesker. Fyret er mødestedet for fagfolk og lokale kræfter, der sammen udforsker og formidler forholdet mellem natur, kunst og menneske, som det udfolder sig i nutiden, og har udfoldet sig i historien.

"Naturen i kunsten og kunsten i naturen" er udgangspunktet for den aktivitet, refleksion, fordybelse og formidling, der er fyrets helt specielle DNA. Hanstholm Fyr ligger som en markør og vartegn for Danmarks Nordvestligste punkt. Fyret ligger ved den nordlige afgrænsning til Nationalpark Thy og Hanstholm Vildtreservat med udsyn over store uberørte klitheder og Vesterhavet. 

Tilgængelighed for alle – handicapvenlig sti

En cirka 600 meter lang handicapvenlig sti fra P-pladsen ved Hanstholm Fyr til skrænten over reservatet gør det muligt for alle at opleve den storslåede udsigt over Hanstholm Vildtreservat og Nationalpark Thy. Stien har to steder, hvor man kan gøre holdt undervejs med handicapvenlige borde og bænke. 

Overnat ved Hanstholm Fyr

Fred og ro på fyret i en af assistentbygningens fire lejligheder, som indeholder entré, køkken, badeværelse, stue, soveværelse og kig til Vesterhavet. Inkl. Sengelinned og håndklæder. Dyr er ikke tilladt.

Læs mere og book dit ophold her.

Indhold er leveret af VisitNordvestkysten, Thy
info@visitnordvestkysten.dk
Sidst opdateret d. 05/11/2024 11:21

I nærheden