Halkær Sø

Naturområder

Området omkring Halkær Sø har siden istiden været en floddal, hvor vandet fra Sønderup Å og Halkær Å løb ud i Halkær Bredning. Der har været menneskelig aktivitet i området siden stenalderen, og arealerne omkring søen blev brugt til græsning.

I begyndelse af 1900-tallet blev der etableret et afvandingsanlæg, og søen blev drænet og omdannet til landsbrugsjord. Søen var helt væk indtil 2005, hvor søen blev genskabt ved at slukke pumpestationen, der holdt området drænet. Søen blev genskabt, da et område på 100 Ha blev oversvømmet, og resultatet er den sø, man ser i dag. Der er yderligere 50 Ha omkring søen, som fungerer som eng og vådområdet.

Fugleliv

Genskabelse af søen har skabt et område, der tiltrækker mange forskellige fugle. Alt fra vadefugle til rovfugle. Der er fugle, der yngler ved søen fx lappedykkere, arter af ænder og svaner. Der er også ynglende tårnfalke i vådområdet. Hvis man interesserer sig for fugle, er der mange muligheder her.

Faciliteter og attraktioner

På den østlige side af søen, finder man en parkeringsplads med et godt udsigtspunkt. Det var her den tidligere pumpestation lå, og der er i dag en informationstavle, samt borde og bænke. På den vestlige side er der yderligere en parkeringsplads. Den finder man ved at køre langs Louisendalvej. Herfra er det også muligt at finde en god udsigt. Der er ikke adgang til den sydlige ende af søen, da dette område primært bruges af dyrelivet.

Ved den nordlige ende af søen finder man Halkær Mølle Naturcenter, hvor man kan se en udstilling om områdets historie og natur. Der er også mulighed for at overnatte i shelters ved Halkær Å lejrplads, som ligger på et gammelt voldsted, hvor der i middelalderen var en fæstning. 

Indhold er leveret af Destination NORD
info@destination-nord.dk
Sidst opdateret d. 10/03/2022 13:26

I nærheden