Gudenåen - en dansk naturperle

Naturområder

Gudenåsystemet giver mange muligheder for korte og længere ture og byder på fantastiske oplevelser for store og små.

En dansk naturperle

Gudenåen er ca. 160 km og det nærmeste, vi i Danmark kommer en "rigtig" flod. Åen udspringer i Tinnet Krat nordvest for Tørring og har sit udløb i Randers Fjord ved Randers Bro.

Herfra strækker Gudenåen sig ud i Randers Fjord og danner et floddelta med en række småøer. Dette delta er et af de få store indlandsdeltaer i Danmark, da det er dannet ved udmundingen i Randers Fjord og ikke direkte i havet.

Deltaområdet omfatter de lave strandenge og marker ved Uggelhuse og Grund Fjord, men det er vanskeligt at fastlægge den præcise grænse for, hvor langt deltaet strækker sig ind i ådalen. Hvis man tager tilløbet fra Nørreåen som grænse, hvor Gudenåen allerede har nået havniveau, er deltaet mere end 15 km langt.

Før i tiden var Gudenåen en af Jyllands hovedveje med bopladser og siden landsbyer langs floden. Det var især tørv og landbrugsvarer og, med etableringen af Papirfabrikken i Silkeborg i 1844, papir, der blev transporteret. I dag tiltrækker Gudenåen mange turister og over 10.000 ror årligt på åen i enten kano, kajak eller robåd.

I kan ro hele turen fra Tørring til Randers – eller I kan tage en mindre bid af åen.

Ro fra Klostermølle til Randers Fjord

Gudenåen kan udforskes i egen kano, kajak eller robåd eller I kan leje kanoer, kajakker og robåde på time- og dagsbasis flere steder langs Gudenåen. Blandt andet i Ry og Silkeborg.

Fra Klostermølle syd for Ry til udmundingen i Randers kan åen deles i tre strækninger:

De fleste sejler mellem 15-20 km per dag. Det svarer til 4-5 timers sejlads plus pauser. Hver af de tre stækninger kan derfor sagtens deles op i flere bidder afhængigt af kræfter og humør.

Ønsker I viden om Gudenåens sydlige strækning fra Tørring til Klostermølle, så læs mere her.

Flora og fauna i Gudenåen

Gudenåen er en af Jyllands naturperler. Åen er hjemsted for flere end 80 plantearter, heraf 44 vandplantearter. Blandt hyppigt forekommende arter kan nævnes sumpplanterne brudelys, grenet pindsvineknop og høj sødgræs. 

Gudenåen og søerne har et meget rigt fugleliv, og I kan sagtens være heldige at møde blandt andet den lille, farvestrålende isfugl, og den smukke gule vipstjert, hvis I færdes roligt og opmærksomt.

Gudenåens fiskebestand er meget artsrig med bl.a. laks, ørred, ål, stalling, brasen, skalle og aborre m.v. Fra Bjerringbro (Tangeværket) til Randers fanges der traditionelt masser af laks.

På tur med Villum & Schmidt på Gudenåen

Tag med når filminstruktør Tomas Villum Jensen og komiker Jonas Schmidt tager turen på Gudenåen på ni dage. I sommeren 2020 kunne du følge makkerparret på deres storslåede tur på Gudenåen - se med her.

Sejlads og bådregistrering

Alle motordrevne både, der bruges på Gudenåen og på Silkeborgsøerne, skal være registrerede. Derfor skal din båd have et gæstenummer. 

Læs meget mere her om bådregistrering og gæstesejlads.

Gudenåen - fra start til slut

oplevgudenaa.dk

På vandet, i vandet og langs vandkanten - alle aktiviteter og informationer du har brug for, finder du på siden www.oplevgudenå.dk. Det hele er samlet inklsiv et super godt kort, hvor du kan klikke dine interesser og ønsker til og fra alt efter, hvad du har behov for.   

OplevGudenå.dk - Mere end 500 oplevelser langs Gudenåen.

Sagnet om Gudenåens navn

Sagnet siger, at Gudenåen har fået sit navn efter en ustyrlig fyr, der hed Gudar. Han bortførte pigen Else fra hendes fars hus i Tinnet Krat, hvor åen har sit udspring.

Gudar bandt pigen til en kærre, og for at forvirre forfølgerne kørte han i indviklede sving og slyngninger. Men pigens far søgte hjælp hos en klog mand i Tørring, som kaldte bække og kilder sammen og bad dem om at vise vej. Vandet nåede Gudar ved Randers Fjord. Gudar og hesten druknede, mens den skønne Else slap fri. Sådan fik Gudenåen sit krogede forløb.

Se, hvad andre deler på Instagram

#gudenåen #oplevgudenåen #visitaarhusregion

Indhold er leveret af VisitAarhus
info@visitaarhus.com
Sidst opdateret d. 29/11/2024 10:35

I nærheden