Overblik



Medlemslogin
Mine oplevelser Hjælpecenter

Grøn Kløversti i Otterup

Ture på egen hånd

Tag på en hyggelig tur langs kærlighedsstien og roebanen i Otterup på den grønne kløversti!

Den Grønne Kløversti i Otterup er en kort rute langs den gamle roebane mellem stationen og herregården - og langs den gamle kærlighedssti!

Tag med på tur i Otterup

Oplev Otterups historie og natur på den 2,7 km lange Grønne Kløversti. Ruten er nem at følge, og der er masser af muligheder for at stoppe undervejs og nyde udsigten.

Den Grønne Kløversti i Otterup kaldes også Hold-i-Hånd-ruten, fordi den går langs den gamle såkaldte kærlighedssti i Otterup. Det var efter sigende her, kærestepar førhen gik hånd i hånd. Måske også for at skjule sig lidt for forældrene og andre nysgerrige...

Nordfyenske Jernbane

Kærlighedsstien er reelt den meget mere prosaiske gamle roebane mellem den gamle jernbanestation på Jernbanegade og herregården Nislevgård. Derfor kommer I forbi den gamle station på vejen. Otterup var nemlig stationsby på Nordfyenske Jernbane, der eksisterede mellem 1882-1966. Ruten gik mellem Odense, Otterup og Bogense og gjorde Otterup til en meget større by. Mange af de huse, I går forbi, er bygget efter at jernbanen kom.

Den gamle Otterup Geværfabrik, som I kan se fra Jernbanegade, blev indregisteret i 1919 under navnet Schultz & Larsen, og fabrikken var kendt over hele verden for at levere rifler i verdensklasse. I dag er Otterup Geværfabrik et kulturhus.

Roebanen

Engang var stien mellem Damløkkevej og Nislevvej et tippevognsspor, hvor der blev fragtet roer fra herregården Nislevgård til jernbanestationen. Den 800 meter lange bane mellem stationen og godset blev anlagt i 1896, og det er et af de bedst bevarede roebanetracéer i Danmark.

Nislevgaard var oprindeligt en bondegård, der var ejet af Kronen, men i 1581 blev gården købt af Odenses borgmester Hans Mule og blev oprettet som herregård med adelsprivilegier. Den nuværende hovedbygning, som I kan se, er bygget i 1895. i 1925 blev godset opløst og udstykket til husmandsbrug.

Hygge på turen

Ruten fortsætter langs de grønne områder på Bryggerivej, og her kan I lige lave en enkelt afstikker, når I kommer til Otterup Andedam, hvor der er bænke og borde, så I kan nyde en lækker bid brød eller kaffe og kakao, mens I kigger på ænderne og svanerne i dammen. På vej tilbage mod målet på Torvet kommer i forbi flere spændende butikker, og på Torvet er der også borde og bænke og mulighed for at slappe lidt af.

Hvis I skal have lækre sandwiches eller snacks og drikkevarer med på turen, er dagligvarebutikkerne og cafeerne i Otterup tæt på Torvet.

Fakta om turen

  • Længde: 2,7 km
  • Terræn: Bakket med maksimal stigning på 5,9%
  • Faciliteter: Toilet på Torvet i Otterup, borde-bænke flere steder
  • Mad og drikke: Køb snacks, sandwiches, drikkevarer og lækre delikatesser i butikkerne i Otterup
  • Parkering: Der er parkeringspladser på Torvet og på Banevænget i Otterup ved den gamle jernbanestation.
  • Transport: Der er busrute mellem Otterup og Odense. Du kan finde din tur på rejseplanen.dk. Hvis du vil til Otterup fra et andet sted på Nordfyn eller fra en nabokommune, er det muligt at bestille en flextur.
Indhold er leveret af VisitNordfyn
info@visitnordfyn.dk
Sidst opdateret d. 08/04/2026 13:32

I nærheden