I Grejsdal Kirke er der ingen vinduer i bygningen, men murværket er gennembrudt af en mængde klare glassten, som giver et spændende og vekslende lys i kirkerummet.
Kirkens taglinje skråner ud af bakkesiden fra den lave vestende til den høje, knejsende østgavl, hvor taget slutter i en spids, som hviler på klokkegalgen.
Kirken er hvidmalet både udvendig og indvendig. Loftet er udført i rå rafter, og det øvrige træværk er holdt i røde og blå toner eller let forgyldt. Gulvet er udført i Hasleklinker.
Prædikestolen er bygget ind i en rødmalet tremmevæg. Alterbordet er af sort svensk granit. Nadvergruppen og korset er fremstillet i bronze af Erik Heide. I 2005 fik kirken et elektroakustisk orgel på 2 x 19 stemmer fra Skandinavisk Orgelcentrum.