Glasmosaik i Bagenkop Kirke, Helle Scharling-Todd

Street art og skulpturer

Glasmosaik i Bagenkop Kirke

  • Kunstner: Helle Scharling-Todd
  • Opført: 1997

En referance til livsvilkår

Når du træder ind i Bagenkop Kirke mødes du af det bløde lys, som strømmer gennem Helle Scharling-Todd’s store glasmosaik i vinduerne over alteret. Mosaikken er skabt af organiske glasstykker i blålige, gullige og rødlige nuancer, som skaber en illusion af et hav i oprør og en lille båd fyldt med mennesker. Linjerne og hvirvlerne i vandet skaber drama i værkets fortælling. Motivet er inspireret af følgende lignelse i Det Nye Testamente:

Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!« Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde: »Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?«

Værket er ydermere en reference til de livsvilkår, som havet gennem tiden har skabt for befolkningen og fiskerne i Bagenkop.

Helle Scharling-Todd har skabt glasmosaikker til udsmykning af i alt syv danske kirker rundt om i landet.

Hør Helle fortælle om værket her: 

Helle Scharling-Todd

Helle Scharling-Todd er født på Langeland, men bosat i Californien. Flere af hendes værker kan opleves på Langeland, bl.a. i Bagenkop Kirke.

Se også

De små keramiske kors – et mindekors og et dåbskors -, som hænger i kirken er lavet af Ulla Keramik. Ulla Keramik er et af de ældste keramikværksteder på Langeland og har siden 1968 fremstillet keramik og stentøj efter gamle håndværkstraditioner. Værkstedet ligger lige udenfor Bagenkop og kan besøges hele året rundt. Se mere her.


Bagenkop kirke er Langelands mindste og yngste kirke. Kirken blev indviet i 1920.
Inden borgerne i Bagenkop fik deres egen kirke, sejlede de til kirken i Magleby, søvejen mellem de to byer blev dog nedlagt med inddæmningen af Magleby Nor i slutningen af 1800-tallet og derfor opstod der et behov for, at Bagenkop fik sin egen kirke.

Indhold er leveret af VisitLangeland
visit@langelandkommune.dk
Sidst opdateret d. 15/11/2024 09:04

I nærheden