Fuglsang Kunstmuseum rummer dansk maleri og skulptur fra perioden ca. 1780 - 1980 med værker af bl.a. Fynboerne, Jais Nielsen, Jens Juel, Kristian Zahrtmann, Olaf Rude, P. C. Skovgaard, Skagensmalerne og Vilhelm Lundstrøm.
Der vises altid et udvalg af egne kunstværker samt skiftende særudstillinger.
Museet har også forskellige inspirerende tilbud til familier, der inddrager børn og voksne i kunstens forunderlige verden.
Børn og unge (under 26 år) har gratis adgang til museet.
Museet er handicapvenligt og medlem af mærkeordningen ’God Adgang’.
Museets prisbelønnede arkitektur står i smuk samklang med det stemningsfulde herregårdsmiljø og de naturskønne omgivelser, som bl.a. Fuglsang Have, et udstrakt godslandskab og den fredede strandeng Skejten ud mod Guldborgsund.
Tag en kunstpause i caféen til frokost eller kaffe. Og besøg museumsbutikken, der sælger udvalgte design- og kunstartikler, bøger, legetøj og lokale delikatesser.
Café og butik kan besøges uden entrébillet.
Udforsk naturen gennem kunsten i Fuglsang Kunstlandskab. Museet har udvidet sin samling til også at omfatte kunst udendørs. Den fælles overskrift for værkerne er ”landskabsdialoger”, og de er placeret omkring museet og herregården.
Værkerne, som er af Lea Porsager, Ditte Gantriis, Ragnhild May og Lulu Refn, findes langs den blå vandrerute, som starter foran Fuglsang Kunstmuseum. Se mere på siden om Fuglsang Kunstlandskab, hvor du også finder et kort over ruten.
Med et besøg på Fuglsang Kunstmuseum og Fuglsang Herregaard er du garanteret storslåede oplevelser. Fuglsang er et højdepunkt i enhver ferie på Sydhavsøerne, hvad enten du er er interesseret i prisvindende kunst eller på udkig efter noget af Danmarks smukkeste natur.