Hullet ved Herslev finder man vest for Herslev Havn på strækket ud mod Lejre Vig rundingen. Her ligger Roskilde Fjords dybeste hul på 31 meter, og her kan man opleve et rigtig spændende fiskeri efter et væld af arter.
Fiskeriet omkring Herslev Hullet kræver en kajak eller båd – og gerne også et ekkolod. Til gengæld er der som regel altid fisk at fange her.
I sæsonen – fra slutningen af marts og frem – kan man finde fine fisk, først sild og dernæst hornfisk, og i juli, august og september vil man kunne støde på stimer af jagende makreller. Indimellem vil man også falde over stimer af aborrer og sandart, og langs kanterne ind mod lavere vand, finder man særligt i foråret og efteråret jagende havørreder. Vertikalt fiskeri med jigs, små balancepirke og silde- og makrelforfang fungerer glimrende, men man kan også forsøge sig med mede- og kastefiskeri.