Kornerup Å udspringer øst for Lejre. Åen løber i en smal, dyb dal gennem søerne Kornerup Sø, Buesø, Svogerslev Sø, Lille Kattinge Sø og Store Kattinge Sø og forbi den lille landsby Kornerup, inden den strømmer ud i Kattinge Vig i bunden af Roskilde Fjord.
I Kornerup ådal finder du naturtyperne fersk eng, overdrev, rørsump, starsump, ellesump, skov og krat samt spredte træer. Der er en stor biologisk diversitet med bl.a. fredede orkidéer, maj-gøgeurt og kødfarvet gøgeurt, og lokalt udbredte plantearter, bl.a. gul frøstjerne, vandpeberrod og kær-fnokurt.
Søerne Kornerup Sø, Buesø og Svogerslev Sø huser en artsrig fiskebestand med skalle, brasen, aborre, hork, sandart, rudskalle, regnløje, gedde, ål, karpe, suder og karusse.
Trækfærge over Kornerup Å
I 2012 blev der indviet en trækfærge over Kornerup Å mellem Lejre og Roskilde Kommuner. Trækfærgen er en del af Nationalparkprojektet Skjoldungelandet. På grund af fårene og køerne på Hesselbbjerggaard må du lade hunden blive hjemme, hvis du skal over med trækfærgen, men der er mange andre muligheder på begge sider af åen. Ved Hesselbjerggaard er der en lavet en smukt beliggende bænk med udsigt over Lille Kattinge Sø, Roskilde Domkirke og ådalen ved Kornerup Å. Fra Roskilde-bredden kan du gå videre af Skjoldungestierne mod både Roskilde, Svogerselv, Lejre og Osted. Vandrerkort til Skjoldungestierne kan fås på turistbureauet eller downloades her.
Se hvordan du finder trækfærgen:
Med offentlig transport:
Tag bus 201A til stoppestedet ”Svogerslev, Søbredden”. Gå over vejen og følg Skjoldungestien mod vest. Gå mod nord i T-krydset ved Svogerslev Sø. Fra stoppestedet til trækfærgen er der ca. 1 km på trampesti. Græsset kan være langt og fugtigt.
I bil:
Kør til Hesselbjerggaard (Buesøvej 12, 4000 Roskilde) og parker på den anviste parkeringsplads. Følg sporet rundt om Hesselbjerg til trækfærgen. Fra parkeringspladsen til trækfærgen er der ca. 600 m på sti og marker med husdyr.
På cykel:
Parker ved enten Hesselbjerggaard (på Lejre-siden) eller ved T-krydset ved Svogerslev Sø (på Roskilde-siden) og gå det sidste stykke til trækfærgen.
På gåben:
Følg Skjoldungestien fra Lejre eller Roskilde mod Svogerslev Sø. Følg stien mod nord ved T-krydset øst for Svogerslev Sø mod trækfærgen.