Søen ligger i Mølleådalen mellem Farum og Værløse og er den trediestørste sø i Mølleåens vandløbssystem næst efter
Furesø og
Bagsværd Sø.
Søen har to øer, Svaneholm og Klavs Nars Holm. Sidstnævnte er privatejet og beboet. Søen er også fuglereservat. Søens vigtigste tilløb er Hestetangså i søens vestlige ende. Afløbet sker i østenden via
Fiskebæk, der 500 meter efter løber ud i
Furesø.
Der knytter sig mange historier og sagn til Farum Sø. Den kendteste er nok sagnet om Klavs Nar, der har givet navn til den største ø i søen, Klavs Nars Holm. Klavs Nar var ifølge den populæreste udgave af sagnet hofnar hos Valdemar Atterdag og fik skænket øen af kongen med pligt til at bygge et hus og bo på øen. Narren var ikke tilfreds og bød som hævn kongen på ålesuppe på øen. Da måltidet skulle serveres pegede narren mod søen og sagde, at der var suppen og ålene var deri. Kongen svarede: ”Det var en ringe middag”, hvortil narren bemærkede: ”Som øen, så middagen”. Den senere konge, Frederik VII, gæstede ofte sammen med grevinde Danner generalmajor J.H. Fensmark på Farumgård. Under et af disse besøg var der eftermiddagskaffedrikning på holmen og på hjemvejen skulle et kostbart sølvservice være gledet overbord.
Farum Sø er en del af "
Naturparken mellem Farum og Slangerup"