Nedlagt militærbase
Historien om basen i Værløse går helt tilbage til 1910, hvor den blev etableret som militær teltlejr for 3.000 mand, der hver sommer blev indkaldt til to måneders undervisning. I 1930’erne begynde man at omlægge til flyveplads og i 1952 kom landingsbanen til. Efter at have udgjort en vigtig del af det danske forsvar blev det meste af basen lukket ned i 2004. Siden har naturen taget over og det giver et råt udtryk med de store gamle bygninger og den 3 km lange landingsbane midt i den grønne natur.
I dag er flyvepladsen overdraget til Naturstyrelsen og det er derfor muligt at udforske Flyvestation Værløse til bens eller på cykel. Du kan endda få lov at slå lejr – præcis som de gjorde for mere end 100 år siden.
Overnatning i shelters
For dem, der gerne vil overnatte, er der mulighed for at slå telt op eller booke et shelter via udinaturen.dk. Lejrpladsen har alt det, du har brug for med bålplads, borde og bænke, vandpost og toilet. Teltpladserne skal ikke bookes, så her har du mulighed for at tage en spontan udflugt til den gamle flyvestation, der virkelig er et unikt sted at sove under stjernerne.
Hvis du vælger at komme på besøg en weekend eller helligdag skal du helt sikkert slå et smut forbi shelter 214 og tanke en virkelig god kop kaffe.
Transport
Med S-toget fra København tager det cirka en halv time til Måløv station. Herfra er der 3 km til fods inden du rammer Flyvestation Værløse.