På Pederstrupgaard findes to permanente udstillinger. Den ene udstilling viser Ballerup Kommunes historie og udvikling. Den anden udstilling handler om storfyrstinde Olga, der var datter af zar Alexander III og kejserinde Dagmar.
Olga boede i Ballerup med sin familie fra 1930-48. Udstillingen rummer omkring 100 af hendes malerier og akvareller.
Liv i den lille landsby
Udendørs kan man også opleve bystævnet og humlehaven, hvor humleplanterne i sommerhalvåret slynger sig op ad de meter høje stænger.
I Lynsmedens Hus er indrettet en gammeldags smedje og købmandsforretning. Sidste søndag i måneden og ved særarrangementer tænder smedene op i essen.
Traktørstedet, som drives af det økologiske landbrug Grantoftegaard, serverer økologiske retter i sommerhalvåret.
Tirsdag og onsdag formiddage kører Grantoftegaards hestevognsture rundt i landsbyen.