Slottet blev indviet i 1593, og den spæde begyndelse til parken er antagelig anlagt af Knud Brahe i årene efter som en urte- og rosenhave. Haven i Engelsholm Slotspark er siden videreført og omlagt af Gerhard de Lichtenberg i 1737 som barokhave med symmetrisk anlagte bede, plæner og damme, klippede træer og buske samt terrænforskydninger i form af volde og trappeforløb. Sidst i 1800-tallet blev parken tættest på slottet omlagt i landskabelig stil efter anvisning af H.A. Flindt.
Parken er i dag på 6 hektar. En stor del af det oprindelige areal blev udstykket i 1934. Skoven og søen ved slottet hører i dag under Randbøl Statsskovsdistrikt og omfatter i alt 151 hektar. Heraf er ca. 44 hektar sø, ager og eng optager ca. 30 hektar, og resten er skov.
De bærende elementer i parken på Engelsholm er terrasserne med de klippede træer og voldgraven. Slottet på en slotsholm i en voldgrav på kanten af en større sø er endvidere noget helt særligt for Engelsholm. I dag drives slottet som højskole og ejes af den selvejende institution "Engelsholm Højskole".
Som led i en Realdania kampagne har parken i 2008 gennemgået en større renovering. Parken er åben for publikum året rundt.
Opret en konto og få dine oplevelser sikkert gemt hos Bellis.
Log ind med Facebook Log ind med Apple