Egensehytten er et fugletårn, der giver en imponerende udsigt over den østlige del af Gyldensteen Strand og den store ferskvandssø Engsøen. Der er masser af fugle, for Engsøen er populært sted for både ynglende fugle og rastende vadefugle.
Vejen til hytten går via en idyllisk skovvej gennem den smukke Egense Plantage. Egense kommer af navnet Ege-næs, hvilket fortæller at her var et fremspring i havet, hvor der voksede egetræer. Egensehytten ligger da også på den gamle fjordbred, fra før området blev inddæmmet.
Engsøen er en omkring 133 ha stor ferskvandssø med seks øer, der blev skabt efter Gyldensteen Strand-området blev købt og forvandlet fra landbrugsjord til kystområde med kystlagune, ferskvandssøer og strandenge. Engsøen blev sat under vand i vinteret 2013/2014, og søen nåede sin fulde vandstand kun et år efter i vinteren 2015/2016.
Der er flere mågekolonier, og andre ynglende fugle er bl.a. lille lappedykker, knarand, vibe, klyde og knopsvane. Det er meget populært som rastested for gæs, tinksmed, brushane og mange andre fugle. Og så er der også store rovfugle i området som havørn, vandrefalk, blå kærhøg og fiskeørn. Der er en planche i Egensehytten der viser mange af de fugle, der kan ses ved Engsøen. Så husk at tage kikkerten med og se hvor mange fuglearter det er muligt at finde!
Du kan parkere på parkeringspladsen ved Egense Plantage Gyldensteensvej 151 og gå ad skovstien hen til Egensehytten. Stien og hytten er tilgængelige for alle.