Dresvold, voldsted ved Skodborg

Fortidsminder og ruiner

Overalt i de frugtbare egne af Sønderjylland befinder der sig på utilgængelige steder små, anonyme voldsteder. Disse er opført af nogle af de mange, mange herremænd, der fandtes overalt på landet i de første århundreder af middelalderen. For langt de fleste af disse voldsteder gælder, at vi i dag ikke kender navnet på den herremand, der her havde sin borg. Han har ikke efterladt sig tilstrækkeligt med vidnesbyrd til, at navnet er bevaret til i dag.

De mange herremænd
Igennem middelalderens første århundreder boede de fleste herremænd inde i landsbyerne. Deres huse var nok større og flottere end de almindelige bønders, men ellers skilte de sig ikke særligt ud. Og der var rigtigt mange af dem, for det var ikke nødvendigt at eje mere end nogle få bondegårde for at kunne stille med udrustning og hest, når kongen kaldte til forsvar af landet. Mere skulle der ikke til for at være herremand! Der var derfor mange hundrede herremænd i Sønderjylland, og kun et fåtal af dem har efterladt sig spor i form af skriftlige kilder. Vi ved ganske enkelt ikke, hvad mange af dem hed, eller også kender vi navnet, men aner intet om, hvor de boede.

Det farlige 1300-tal
For alle disse små og store herremænd, blev 1300-tallet en besværlig tid. Mange krige, de holstenske grevers herredømme og Valdemar Atterdags tilbageerobring af landet gjorde det usikkert at være herremand, hvad enten man ejede mange gårde eller få gårde, som den navnløse herremand i Skodborg, og det blev nødvendigt for hver enkelt at kunne forsvare sig. Mange flyttede ud af landsbyerne og byggede sig borge på svært tilgængelige steder. En del flyttede simpelthen hele deres gård ud i mosen, men andre gjorde som herremanden i Skodborg, lavede en halv løsning. Det var nemlig kun forsvarstårnet, der blev opført i den fugtige eng ved Skodborg Bæk. Resten af gården blev placeret på det tørre land.

Stenhuset
Vejvæsenet stødte på murværk, da de i 1949 udvidede vejen Skodborg – Gejlager. Det viste sig at være en kompakt kampestensmur, der udgjorde fundamentet til et 6,15 x 3,15 m stort stenhus med største udstrækning i nord-syd. Den én meter brede mur var opført i kampesten med muslingekalk og stod bevaret i en højde på op til 1,70 m. Selve huset har sandsynligvis været opbygget af tegl, da der fandtes masser af teglsten på stedet. Samtidigt med at kampestensmuren dannede fundament under husets mure, var den også ramme om en kælder. Murens indvendige side var kalket hvid og en fem m lang skrånende gang ledte fra terræn ned til kælderens indgangsdør, der sad i den sydvendte gavl. I kælderens nordvestre hjørne udgravedes en bageovn. Dresvold blev udgravet af Haderslev Museum i 1949.

Tårnbanken
Stenhuset må have været hovedhuset i den ukendte herremands gård. For at beskytte sig selv i tilfælde af angreb havde han syd for selve gården, ude i engen, anlagt en cirkulær tårnbanke. Banken var omtrent 20 m i diameter og var omgivet af en fem m bred voldgrav samt en ydervold. Endnu i 1808 omtales den som en anseelig høj omgivet af volde.

Datering
Nedtrampet i det ældste gulvlag i kælderen lå en mønt fra Kristoffer 2., præget i Ribe engang i 1320’erne. Da møntens datering stemmer med den keramik, der blev fundet mængder af i kælderen er der næppe nogen tvivl om, at stenhuset må være opført omkring 1330, og det har vel fået lov til at blive stående i nogle årtier.

Herremanden fra Skodborg
Hvad der siden hændte, er uvist, men et rimeligt gæt er, at herremanden og dennes slægt ikke overlevede de turbulente år i midten af 1300-tallet. Hans gods er blevet overtaget af nogle af de herremænd, der klarede sig igennem alle kriserne, som f.eks. slægten Limbek på Tørning, og selv er han måske omkommet, eller har været nødsaget til at skifte status fra herremand til fæstebonde. Under alle omstændigheder forsvandt herregården ved Gejlager, men dog ikke mere end at kampestensfundamentet stadig står bevaret under jorden. Kælderen er naturligvis fredet.

Teksten er gengivet med tilladelse fra Lennart S. Madsen, Museum Sønderjylland - Arkæologi Haderslev.

Afstande
Hærvejens vandrerute 0 km

Indhold er leveret af VisitVejen
turisme@udviklingvejen.dk
Sidst opdateret d. 13/07/2023 13:06

I nærheden