Dodekalitten

Street art og skulpturer

Kunst mellem himmel og hav

Stenskulpturerne toner frem med Smålandsfarvandet i horisonten. De musikalske toner midt i landskabet vidner om, at det underjordiske er vækket til live mellem mark og hav. De tolv stenstøtter på 7-9 meter er skabt af billedhugger Thomas Kadziola, som enorme hoveder der alle vender mod centrum af den store cirkel på 40 meter i diameter. Under en kreds af siddesten er indbygget et lydanlæg, der lader Wayne Siegels rumlige elektronisk musik klinge i døgnets lyse timer året rundt. Det er hygge og uhygge, jord og ånd, virkelighed og magi, der møder hinanden ved Dodekalitten.

På toppen

Dodekalitten er placeret på toppen af ”De Lollandske Alper” med udsigt til jættestuen Glentehøj og andre gravhøje fra Bronzealderen. Udgangspunktet for et besøg er den lille fiskerby, Kragenæs, der er kendt for sin havn og familievenlige campingplads. Herfra spadserer man ad Hjertestien i skoven og ud over de åbne marker, hvor Dodekalitten og den smukkeste udsigt til de små øer venter.

P-pladser findes ved Kragenæs Havn. Handicapparkering ved Glentehøjvej. 

Få også adgang til områdets mange spændende friluftsoplevelser i Naturlandets app.

Indhold er leveret af Visit Lolland-Falster
info@visitlf.dk
Sidst opdateret d. 24/06/2024 12:23

I nærheden