Diernæs er med i Kong Valdemars Jordebog fra 1200-tallet. Her samlede Kongen sig et overblik over sine besiddelser i landet for at få et grundlag for skatteudskrivningen.
Diernæs har med andre ord været landsby i over 800 år. Landsbyerne var i middelalderen en kompleks social konstruktion. Gårdene blev drevet i samdrift af bønderne i landsbyen. Jorden blev inddelt i større enheder – vanger, som lå rundt om landsbyen. Hver bonde dyrkede så sin egen del af vangen. For at sikre, at alle fik del i både de frugtbare og mindre frugtbare arealer, delte man alle vanger imellem sig. Resultatet var, at landsbyens dyrkede areal bestod af hundredvis af lange, smalle stykker land (agre), og at hver bonde derfor dyrkede et stort antal små jordlodder rundt om på hele landsbyens areal.
Kompleksiteten er til at få øje på. Man skulle koordinere arbejdsindsatserne, men var afhængig af vind og vejr for at få succes. Udbyttet var ikke prangende. Man regner med, at markerne gav måske bare 3-4 fold. Nogle gange mere. Andre gange mindre. De dårlige år kunne betyde sult og afsavn. Og meget kunne gå galt. Hvilket det også gjorde med talrige slagsmål, langvarige uoverensstemmelser og ondt blod mellem partnerne til følge.
