Edvard Eriksens skulptur gør ikke meget væsen af sig, men den yndige havfrue formår alligevel at tiltrække tusindvis af beundrere år efter år. Turister flokkes ofte om den lille skulptur, som har taget plads på en sten i vandkanten.
Skulpturen Den lille Havfrue blev opstillet den 23. august 1913 på Langelinje i København som en gave til Københavns Kommune. Den gavmilde giver var Carl Jacobsen – søn af J.C. Jacobsen, som grundlagde en anden københavnsk verdensstjerne; nemlig bryggeriet Carlsberg.
Ud over at være med til at gøre Carlsberg til en succes var Carl Jacobsen kendt som en stor kunstelsker, som har sat sit tydelige præg på Danmark. Ikke bare mens han levede og gav offentligheden adgang til sin imponerende kunstsamling, men i høj grad også, fordi han stiftede Ny Carlsbergfondet, så hans engagement for kunsten kunne leve videre. Faktisk er det bl.a. derfor vi i dag kan besøge Ny Carlsberg Glyptoteket - en anden af Københavns populære attraktioner.
Skulpturen af Den Lille Havfrue er udført i bronze og granitsten og inspireret af H.C. Andersens eventyr om havfruen, der ofrer alt for at blive forenet med den unge, smukke prins på landjorden. Hver morgen og hver aften stiger hun op fra havets bund, og fra sin sten i vandet spejder hun længselsfuldt efter prinsen. Historien om Den Lille Havfrue kender mange børn i dag fra ikke bare den oprindelige version af H.C. Andersen men også Disney’s version af samme navn.
Forelskede sig
Brygger Carl Jacobsen forelskede sig i figuren efter at have set en balletforestilling bygget over eventyret på Det Kongelige Teater i København. Jacobsen var så begejstret for både eventyret og balletten, at han bestilte billedhuggeren Edvard Eriksen til at udføre en skulptur af havfruen.
Inspireret af en ballerina Skulpturen er inspireret af ballerina Ellen Price, der i 1909 dansede hovedrollen i balletten Den Lille Havfrue på Det Kongelige Teater. Ellen Price ønskede dog ikke at sidde nøgenmodel for billedhugger Edvard Eriksen. Så kunstnerens kone, Eline Eriksen, sad i stedet model til skulpturen af Den lille Havfrue.
Den hovedløse havfrue
Gennem årene har den efterhånden aldrende dame på kajen desværre været udsat for flere omgange hærværk. To gange har hun mistet hovedet, en enkelt gang er armen blevet savet af, og flere gang har hun fået maling hældt ud over sig. Men hver gang bliver hun reddet og renset, så hun kan blive på sin plads og byde rejsende velkommen i Københavns havn.
Det kan du opleve i nærheden
Lægger du vejen forbi Den Lille Havfrue på Langelinie, kan du passende afsætte tid til en gåtur på det smukke Kastellet og så gå forbi den Danske Kongefamilies residens, Amalienborg Slot på vej ind til centrum. I gåafstand fra Den Lille Havfrue finder du desuden Restaurant Lumskebugten, som er i topklasse, når det kommer til en god, dansk frokost eller middag.