Nyd en tur langs stranden og i den idylliske landsby Skåstrup på Den Blå Kløversti i Skåstrup!
Den Blå Kløversti ved Skåstrup er en mellemlang rute langs stranden og de kønne strandenge og den gamle idylliske landsby Skåstrup.
Turen begynder og slutter i den idylliske gamle landsby Skåstrup, hvor I kommer forbi landsbyens gadekær og gamle, velbevarede huse. Turen fører også forbi sommerhusområdet og de store marker og strandenge.
Skåstrup Strand byder på en imponerende udsigt. I kan let se Jylland og Juelsminde, og de to øer længere væk er Samsø og Endelave. Til siden mod Bogense kan I se den skovklædte øde ø Æbelø.
Skåstrup er en skøn badestrand, og der er badebro hvis man vil lidt længere ud i vandet. I kan også fange krabber, hvis I har lyst til at lave nogle sjove aktiviteter med børnene, og i sæsonen er det også muligt at stryge rejer og fange havørreder her ved Skåstrup.
Har I tid til at kigge lidt ud over stranden og havet - og måske tager kikkerter med - så kan I også spotte sæler og marsvin i vandet.
Der er et bålsted på stranden mellem Møllermarksvej og Strandgyden, hvor I kan nyde udsigten og få lidt varme og hygge ved bålet. Husk selv at tage brænde med.
Længde: 5 km
Terræn: Lidt bakket, maks stigning på 4,2%
God tur!
Opret en bruger og få dine oplevelser sikkert gemt hos Bellis.
Opret en bruger og få dine oplevelser sikkert gemt hos Bellis.