Et besøg på Bundsbæk Mølle er som en rejse tilbage i historien. Vandmøllen drejer lystigt rundt, mens vandet plasker ned over møllehjulet. Indenfor knirker og knager tandhjulene, når møllestenene maler kornet til mel. Frivillige møllere fortæller gerne om møllens konstruktion og historie.
Se smedens kunst og høslet på engen
I den gamle smedje kan du opleve Vestjysk Smedelaug arbejde ved den glohede esse, hvor de former alt fra søm til hestesko. På Møllerens Eng arbejder museets frivillige høsletlaug med at slå hø med le, vende det med håndrive og samle det i høstakke. Det kræver omhyggelig pleje og hårdt arbejde at vedligeholde engen på traditionel vis.
Gå en tur i Bundsbæk Naturpark
Trænger I til en oplevelse ude i den danske natur, ligger Bundsbæk Mølle i den smukke Bundsbæk Naturpark. Her kan I gå en tur langs møllebækken og opleve forskellige naturtyper som mose, eng, hede og skov. Saml porse til hjemmelavet kryddersnaps og beundr de smukke orkideer på Møllerens Eng.
I rakkernes fodspor
I kan også vælge at tage en tur på rakkerstien og lære om rakkerne, der levede på samfundets kant. Rakkerne hjalp bødlen, tømte lokummer og fjernede selvdøde dyr. Rakkerstien fører jer gennem området, hvor de sidste rakkerfamilier i Vestjylland boede indtil 1932, og ned til Rakkerhuset, en rekonstruktion af det oprindelige hus. Her kan I få indblik i deres unikke livsstil og parallelsamfund.
Frivillige holder Bundsbæk Mølle åben
Ringkøbing Fjord Museer sætter stor pris på de lokale frivilliges indsats, som gør det muligt at holde Bundsbæk Mølle åben for offentligheden. Deres engagement sikrer, at gæster kan opleve møllens unikke atmosfære og historie. Museet samarbejder også med FrivilligVest for at rekruttere frivillige til kaffestuen. Bundsbæk Mølle byder på en rig og varieret oplevelse, hvor historie og natur går hånd i hånd. Kom og oplev dette unikke stykke kulturarv, holdt i live af passionerede lokale frivillige
Bundsbæk Mølle er en del af Ringkøbing Fjord Museer, som gør historien levende på 10 museer og attraktioner ved Ringkøbing Fjord. Læs mere på www.ringkobingfjordmuseer.dk.