Slotmøllen er i sin nuværende form opført i ca. år 1520, men menes oprindeligt at stamme helt tilbage fra 1400-tallet. Gennem mere end 500 år har møllen tjent som tjenestebolig for lensmanden og siden amtsmanden, der flyttede i 1997. Møllen er beliggende ved Mølleåen ved slottet.
Slotsmøllen er opført på nogenlunde samme tidspunkt som Brundlund Slot og fungerede både som vandmølle og forsvarsværk. Besøger du møllen, kan de se skydehuller i de tykke munkestensmure.
I midt 1900’erne gennemgik møllen en gennemgribende renovering, hvor der også blev indrettet en lille café. I udvalgte weekender – typisk hen over sommeren samt op mod jul – holder caféen åbent for besøgende. Her serveres hjemmebag såsom kager og brød, bagt på møllens mel. Det er samtidig muligt at købe smagsprøver af møllens mel. Møllen udlejes også til mindre selskaber.
I dag ejes møllen af Aabenraa Byhistoriske Forening, som også driver caféen.