Hvad er BMA? BMA er Bibliotek, Museum og Arkiv, som du finder i den nyåbnede og ombyggede Maltfabrik i Ebeltoft. Her får du anderledes og sanselige oplevelser med alt fra arbejdernes historie til lokale forfattere, Ebeltofts smukke natur og sommerlivets glæder.
Du kan gå på opdagelse i litteraturens verden, dykke ned i arkivmateriale og blive klogere på lokalhistorien - alt sammen på ét sted.
BMA har til huse i tre etager i Maltfabrikken. Rummenes scenografier tager alle udgangspunkt i de historiske omgivelser.
Nederst finder du ”Maskinrummet”, som er området for børn og børnefamilier. Her dominerer leg og maskiner.
På mellemetagen er du i ”Lundbergs kontor”. Her er stemningen en blanding af herreværelse og Det Kgl. Bibliotek, hvor du kan trække dig tilbage og fordybe dig i viden og arkivalier.
I Havestuen finder du Østjyllands bedste udsigt: Blåt vand i Ebeltoft Vig, grønne bakker i Mols Bjerge og røde tegltage i købstaden Ebeltoft! Slå dig ned her, få ro i sjælen og nyd udsigten. Du kan også dykke ned i byens og landskabets historie eller fordybe dig i en roman.
De små figurer, Maltmusene, finder du gemt i Maltfabrikkens mange sprækker og huller, og alle fortæller de om stedets lange, spændende historie.
Den enestående Malthazar-maskine sørger for udlån af dine bøger på en måde, som du med garanti aldrig har prøvet før!
Du kan besøge BMA Maltfabrikken med dit danske sundhedskort fra kl. 6 - 23, alle ugens syv dage – uanset hvilken kommune, der står på dit sygesikringsbevis.
Har du ikke et sundhedskort, er dørene åbne:
Man - tors. kl. 12 - 18
Fredag kl. 10 - 16
Lørdag kl. 10 - 14
Museet er lukket den 24., 25., 26. og 31. december.