Biografen med helt igennem lokale rødder, og et stærkt lokalt og loyalt publikum, har to sale med plads til i alt 235 gæster.
Biografen er bygget i 2008, og er teknisk helt på linje med hvad du kan forvente af moderne biografdrift.
I forhold til at vi lever af at lukke vores meget værdsatte gæster ind i sorte lokaler uden vinduer, er biografen placeret helt vidunderligt smukt, på kanten af Danmarks største menneskelavede hul i jorden, Faxe Kalkbrud.
Via vores store terrasse og vores store panoramavinduer, har du udsigt over kalkbruddets store hvide sceneri med de blå koralsøer og til Faxe Bugt og Præstø Fjord.
I foyeren og på terrassen har vi en hyggelig cafe, der både kan forsøde tilværelsen for vores biografgæster og for forbipasserende. Vi sælger varme drikke til efter den gode gåtur i efteråret, og kold hvidvin, is, øl og sodavand i parasollernes skygge om sommeren.
I Danmark er vi så heldige at vi har gode film året rundt, og sommeraftener der godt kan tåle en tur i mørket. Vores sale har selvfølgelig aircondition, og står til din rådighed året rundt.
Vi glæder os til at se dig i Biografen Kanten
Biografen åbner en halv time før første film starter.