Bellinge kirke er en sengotisk kirke med skib og smallere kor, bygget i ca. år 1300. Bellinge kirke er især kendt for de flotte og meget usædvanlige kalkmalerier, som er ca. 500 år gamle. Kalkmalerierne er usædvanligt klare og tydelige, da de har været kalket over i næsten 300 år i perioden efter reformationen, hvor kirkegængere ikke måtte se de fine billeder. De blev afdækket igen i 1886 og er siden blevet restaureret et par gange, sidst i 1990.
Som noget helt særligt er kalkmalerierne i Bellinge Kirke både signeret og dateret, det var ellers ikke kutyme i middelalderen at kirkemalerne lagde navn til deres værker.
Kirken indeholder også en fløjaltertavle af Nordtysk oprindelse fra ca. 1525, en renæssance prædikestol fra Christian IVs tid samt en døbefont i granit, der muligvis stammer helt tilbage fra den trækirke, der stod på stedet inden stenkirken blev bygget - altså for mere end 700 år siden.