Bangs Have Lystskov

Haver og parker

Lystskoven Bangs Have var i begyndelsen af 1800-tallet en kongelig skov. I 1847 overgik den til privat eje, og der blev indført i skødet "At byens indbyggere til evig tid skulle have fri og uhindret adgang til at spadsere i skoven."

I  1853 havde en kreds af borgere fået rejst en pavillon på stedet , som hørte sig til i en lystskov. Den kaldes nu ”Det gamle Mejeri” fordi den i slutningen af 1860’erne blev omdannet til et herregårdsmejeri under herregården Skovnæs, som lå hvor nu Frilandsmuseet ligger. Borgerne havde nu mistet deres pavillon og derfor blev der den 1. maj 1913 holdt indvielse på " Bangs Have Pavillonen" med pomp og pragt. Pengene til byggeriet var fremskaffet ved aktietegning hos byens bedre borgerskab.

Skoven blev trimmet og i vedtægterne for stedet står der, hvad fædrene til det nye selskab har tænkt. "Forlystelser, så som musikalsk underholdning, sommerteater, fugleskydning og baller kan afholdes" - stedet blev snart samlingspunkt og promenade for befolkningen. 

I vestkanten af Bangs Have ligger Frilandsmuseet fra 1923, der viser tidligere tiders landbokultur på Lolland-Falster. Hylddalen i Bangs Have er en friluftscene med mange årlige arrangementer, hvoraf kan nævnes Nørregade Teatrets udendørs forestillinger. Bangs Have har et godt stisystem, der fortsætter over Kidnakken og frem til Naturskolen. Foruden skovpavillonen Bangs Have og friluftsscenen ligger der også en campingplads. Går man over den lille bro ligger Restaurant Søpark på Hotel Søpark. 

Oplev turen med smartphone app’en ”Det Naturlige Lolland”. Du bliver guidet rundt med GPS, og får billeder, historier og information undervejs. Find turen i kategorien ”Maribosøerne-Maribo Søndersø”. Scan koden og hent app’en eller find den i App Store eller Play Butik.

Indhold er leveret af Visit Lolland-Falster
info@visitlf.dk
Sidst opdateret d. 11/05/2020 11:33

I nærheden