I Kaj Munks fodspor

Street art og skulpturer

Kaj Munk blev født i Maribo i 1898. Han mistede tidligt begge sine forældre og kom derefter i pleje – og senere adopteret af – sin mors barnløse kusine Marie Munk og hendes mand Peter Munk.

Forældrenes gravsted med en gravsten udformet som en træstub er bevaret på Maribo kirkegård (gravsted nr. 1168).

I Opager nær Vejleby markerer en mindesten Kaj Munks barndomshjem. Stenen står i dag ved et nybygget hus, der har samme placering som Kaj Munks barndomshjem (Kaj Munks Vej 11, 4920 Søllested).

I Maribo kan der ses en mindeplade på den ejendom, der ligger dér, hvor Kaj Munk blev født (Torvet 11). Her lå Garvergården, hvor Kajs biologiske forældre boede. Der er også en mindeplade på ejendommen, hvor Kaj Munk gik i skole (Kaj Munks Gade 6).

På torvet i Maribo står en helfigur statue af Kaj Munk (Torvet 1).

Kaj Munk vaklede voldsomt mellem at ville virke som præst eller digter. Han afsluttede dog sin teologiske embedseksamen i 1924 og var derefter sognepræst i Vedersø i Jylland indtil sin død i 1944.

Han skrev utallige digte, skuespil, rejsebeskrivelser og kronikker og skildrer sin store kærlighed til sin fødeø i digtet Den blå Anemone. Læs mere om Kaj Munks forfatterskab her.

Kaj Munk var særdeles aktiv i samfundsdebatten. Han viste tydeligt sin modstand mod den tyske besættelse både i samfundsdebatten og i sit litterære virke. Den 4. januar 1944 blev han likvideret af den tyske besættelsesmagt.

Læs mere om Kaj Munk her.

Indhold er leveret af Visit Lolland-Falster
info@visitlf.dk
Sidst opdateret d. 27/01/2021 12:08

I nærheden