Bække Kirke

Kirker og klostre

Kirken ligger på en langstrakt bakke, og på kirkegården øst for korgavlen har der ligget en gravhøj fra bronzealderen. Højen er i dag ikke synlig.

Bække Kirke er en romansk kvadrestenskirke, der er opført omkring år 1100 og har gennemgået flere om- og tilbygninger gennem tiderne. I dag består kirken af kor, skib samt tårn, men oprindeligt har der hørt en apsis med. Der har været dør på både nord- og sydsiden af kirken, men modsat andre kirkebygninger, er norddøren i Bække Kirke bredere end syddøren – sandsynligvis fordi bebyggelsen har ligget nord for kirken. Af samme grund er der også en port i kirkedigets nordlige del. På to sokkelhjørner mod vest findes der indhuggede hoveder. Over syddøren findes et tympanon med Kristus på tronen mellem de knælende Peter og Paulus.

Kirkens tårn er opført 1922 og indtil da hang klokken i en klokkestabel på kirkegården. Våbenhuset ved kirkens nordside er bygget til omkring år 1600, og har en ganske særpræget svungen gavl med gesims og blydækning.

Klokken i Bække Kirke er fra 1795, hvor den blev omstøbt af den gamle klokke. Man har genbrugt den gamle klokkes inskription. Den arkæologiske undersøgelse i 1971 fandt 19 mønter, men man blev ikke klogere på kirkens historie.

Bække Kirke er hvidkalket inde og har kassetteloft med rosetter. Specielt ved kirkerummet er træpanelerne langs syd- og nordvæggen. De stammer delvist fra slutningen af 1500-tallet. Det nuværende farvevalg i kirkerummet er gjort af kunstmaler Ernst Trier i 1971.

Døbefonten af rødlig granit har været malet og stammer fra middelalderen. Det øvrige inventar er fra renæssancen. Mest bemærkelsesværdigt er prædikestolen fra 1638 som flot træskærerarbejde, der bl.a. viser de 4 evangelister. Ved prædikestolen hænger et ældre krucifiks. Der har været afdækket primitive middelalderlige rester af kalkmalerier, men disse er overkalket i dag. Den nuværende altertavle, der udgøres af et maleri af Rudolf Rud-Petersen, er fra 1941, og forestiller "Indbydelsen til det store gæstebud". Alterbordet er muret.

Af de gamle kirkebøger kan det ses, at kirken har været hårdt medtaget under svenskekrigene, fordi der efterfølgende skulle købes bl.a. alterkalk og ny nøgle!

Da kirkeejeren Hans Adolph Poulsen til Hundsbæk i 1752 døde, blev han begravet i et muret gravkammer under koret. Kort tid efter begravelsen blev gravkammeret fyldt op med jord. Det midlertidige trædæksel kunne ikke holde, så altergængerne var faldet igennem. Miséren skyldtes, at gravstenen ikke var blevet leveret.

Bevaringsværdige gravsten
På Bække Kirkegård finder du et rigtigt lapidarium,  dvs. et "arkiv" for bevaringsværdige gravsten. Menighedsrådet ved Bække Kirke har forholdt sig aktivt til ca. 270 ældre gravsten, og en håndfuld af dem har Museet Sønderskov, der er egnsmuseum for området, fundet bevaringsværdige ud fra et museumsperspektiv. Her ud over er der lavet en afdeling på kirkegården, der rummer 20 gravsten, som har lokalhistorisk betydning og kobler sig til Bække som centralt knudepunkt på Hærvejen, der var Jyllands hovedfærdselsåre i middelalderen. Dvs. der er tale om sten for personer, der har betydning for lokalrområdet eller sten, som har en særlig eller tidstypisk udformning. Stenene er blevet renoveret, mens de tiloversblivende er knust og genbrugt. 

Afstande:
Hærvejens vandrerute: 0 km
Hærvejens cykelrute: 0 km
Vejen midtby: 12 km. 

Indhold er leveret af VisitVejen
turisme@udviklingvejen.dk
Sidst opdateret d. 03/01/2024 08:55

I nærheden