"November brister i maj" handler om Strynø, om forelskelse, om det svimlende længe ventede forår, og om det efterår, der alligevel altid vender tilbage. Det er en ø-vandring fuld af lyrik og sange og en klassisk historie om den første store og stormfulde forelskelse. Gennem jeg-fortællerens perspektiv inviteres vi rundt i det strynske landskab , så øens natur bliver kulisse og medfortæller.
Fortællingen og sangene er skrevet af forfatterduoen Ingen sange uden hav, der bor på Strynø, og præsenteres som et gæstespil i rækken af egnsteateret Baggårdsteatrets audiowalks. Fortællingen er læst op af strynboere, og den handler om at forelske sig, både i et andet menneske og i en ø.
Den cirka 4 km lange rute starter ved færgelejet på Strynø Havn og bevæger sig gennem Strynø By forbi Strynø Skole og ned til Møllen, hvorefter man følger en trampesti mod Nordøen. Fortællingens 4. akt finder sted på en lille betonbro for enden af stien, hvorefter man skal gå videre ad Korsvejen til krydset mod Nørrevej, hvor fortællingen slutter, og man kan gå det sidste stykke ind mod byen igen.