Tæt på arbejderklassens hverdag gennem 150 år.
I Arbejdermuseets gamle forsamlingsbygning fra 1879 kan du rejse tilbage til dine bedste- eller oldeforældres generations hverdag i centrum af København.
5 faste udstillinger tager dig gennem arbejdernes liv og historie. Gå en tur i 1950’erne, og prøv Rich’s kafferstatning, som man drak under krigen. Et besøg hos familien Sørensen, der flyttede til København i slutningen af 1800-tallet, giver et spændende indblik i tre generationers hverdag, arbejdsliv og arbejdsløshed og samfundets konstante forandring.
I festsalen mærkes historiens vingesus. Du kan opleve røde faner fra de danske arbejderforbund, og høre om de mange taler og festligheder der har fundet sted i salen. Bygningens loft byder på fortællinger om den danske arbejderbevægelses fader Louis Pio, og slaget på Fælleden i 1872.
I Børnenes Arbejdermuseum kan du finde ud af, hvordan det var at være barn i 1930’erne. Bliv klogere på hvordan oldemor boede som barn, om man overhoved havde legetøj dengang, og om det virkelig kan passe, at børn også skulle arbejde hver dag? Entréen er gratis for børn under 18.