Annette, Keld Moseholm

Street art og skulpturer

Annette

  • Kunstner: Keld Moseholm
  • Opført: 1980

Naturalistisk bronzeskulptur 

På græsset ved siden af Rudkøbing kirke står en lille, naturalistisk bronzeskulptur af en pige. Hun ser direkte frem for sig, modig og konfronterende, og skyder den ene hofte til siden. Armene holder hun bag ryggen, og de skaber en kantet form, der dels giver modvægt til hoften og samtidig skaber den lidt usædvanlige form, en særlig dynamik og bevægelse i figuren. Skulpturen er vital og pigen er fuld af liv og selvsikkerhed - parat til at møde verden. Man kan næsten forestille sig, at hun om et øjeblik er i fuldt firspring hen over plænen og videre på eventyr.

Billedhuggeren Keld Moseholm (f. 1936), der har skabt skulpturen, er en af de mest produktive, nulevende kunstnere herhjemme.

Keld Moseholm har selv været en ihærdig gymnast og elev på Ollerup Højskole. I årene omkring 1980 skabte skabte han en række værker med netop gymnastikken som motiv - med fokus på bevægelse, dynamik og kraftfuldhed. Selvom pigen her ikke er i færd med at udføre en gymnastisk øvelse skriver hun sig alligevel ind i perioden med hele fremstillingen af kroppens positur og udstråling.

Keld Moseholm

Keld Moseholm er uddannet på Det Fynske Kunstakademi i 1962 og siden på Kunstakademiets Billedhuggerskole i København i 1970. Han bliver ofte betragtet som Fyns store billedhugger, da hans værker er opstillet i mange fynske byer. Han har i det hele taget leveret et stort antal kunstværker til udsmykning af det offentlige rum - både i Danmark og i udlandet - fra 1970 og frem til i dag.

I starten af Moseholms karriere var hans skulpturer naturalistiske, og han brugte ofte sin familie og bekendte som modeller. Her har hans datter Annette stået model til skulpturen, som bl.a. også kan ses opstillet i Bagsværd. Små, tykke figurer gjorde deres indtog i Moseholms kunst fra starten af 1980’erne, og de er på mange måder blevet Moseholms signatur - som er kendt og elsket af mange.

Se også: 

Hør Lyt til kunsten fortælle om værket her:

Indhold er leveret af VisitLangeland
visit@langelandkommune.dk
Sidst opdateret d. 12/01/2024 08:14

I nærheden