Alice i Eventyrland, 2016

De mest overraskende elementer ved kunstværket er venstrefoden på Alice, kløerne på kaninen, øjnene på Alice, kagen i hendes hånd og muren, hvor kunstnernavnene står drejer sig mod beskueren, når denne bevæger sig væk fra muren. Kagen i hendes hånd kan plukkes umiddelbart ligegyldigt hvor man står.

Spis mig” er helt essentielt for eventyret. Alice kan blive stor eller lille. Hun bliver stor ved at spise af kagen, mange forhold i livet kan jo klares ved størrelsen alene (fysisk størrelse, mange penge, stærkt militær osv.) Ofte er det dog bedre at være lille – holde lav profil – og det kan Alice gøre ved at spise af en (anden) kage eller ved at drikke en ”eliksir”. Sådan er livet – tænk over det. Alice er et symbol på livets op- og nedture.

Forfatteren Lewis Carroll (pseudonym) var bange for livet. Han var bange for at blive ”hentet” i utide – bange for, ikke at have nået det han gerne ville. Derfor blev tiden hans livs tyran, kaninen stressede konstant Alice (læs: Carroll) ved at stirre på uret og meddele: vi har travlt. Så stressende var det, at Alice ofte brød ud i tårer. For Carroll var der ingen voksne mennesker, som kunne give en hjælpende hånd. Der var børn, der var større børn og der var gamle børn, hvor kun de gamle børn (Carroll) var bange for sengetid, altså døden, denne holdning martrede Carrolls sind hele livet.

Muren, hvorpå kunstnernavnene er skrevet, er også lidt speciel. Når man har udsigtspunkt fra Jernbanegade er denne mur temmelig ”flad”– det ser ud som om navnene bare er skrevet på gavlen, som en kunstners navn nederst i hjørnet på et lærred. Men når man evæger sig til den modsatte side af værket, står navnene noteret på en mur/væg, som har drejet sig ind mod beskueren.

Det at se eller at have set gavlmaleriet er en god anledning til at læse eller genlæse Alice i Eventyrland – gerne i børneudgaven, hvor illustrationerne er talrige.