Tag en afstikker fra Faaborg til Lyø, Avernakø og Bjørnø – idylliske øer med natur, historie og unikke oplevelser.
Fra Faaborg kan du sejle til de tre små øer i det sydfynske øhav: Lyø, Avernakø og Bjørnø.
Bjørnø ligger 3,5 km syd for Faaborg, og sejlturen fra Faaborg varer ca. 17 min. Bjørnø er ca. 3 km lang og blot 150 ha stor, så man kan spadsere øen rundt langs kysten på et par timer. Turen byder på flade strandenge med et rigt fugleliv og høje klinter med den smukkeste udsigt til Fyn og naboerne i det sydfynske Øhav. Der er ca. 32 fastboende på Bjørnø.
7 km sydvest for Faaborg ligger Lyø. Øen er ca. 4 km bred og 605 ha. Du kan med fordel tage din cykel med på færgen og cykle øen rundt. Du kan opleve øen på en enkelt dag eller blive og overnatte.
Midt på øen ligger Lyø by og landsbykirken med den runde kirkegård. De smalle gyder snor sig mellem smukke, gamle bindingsværkshuse og fem gadekær. Mange af byens huse er fra 1700-tallet, og enkelte er endnu ældre. Lyø by udgør et af de mest spændende landsbymiljøer i Danmark. med ca. 100 fastboende indbyggere.
Klokkestenen på Lyø er et flere tusinde år gammelt dyssekammer, der giver klare toner fra sig, når man slår på den. Badestrandene er gode, og for lystfiskere er der fine muligheder for fangst. På nordsiden ligger Lyø lystbådehavn med 100 pladser. Der er levende hegn af pil og poppel, et rigt fugle- og dyreliv på øen, hvor bl.a. ande-, vadefugle og terner yngler.
Der har også været kongelig dramatik på Lyø. Under en jagt på Lyø i 1223 blev Valdemar Sejr og hans søn, Valdemar den Unge, taget til fange af grev Henrik af Schwerin og fængslet. Greven afværgede danskernes efterfølgende angreb, og i 1225 måtte Valdemar løskøbe sig for 45000 mark og love at afstå fra at tage hævn.
Avernakø ligger syd for Bjørnø og øst for Lyø og er ca. 8 km. lang. De godt 600 ha. huser 106 indbyggere. Oprindeligt bestod Avernakø af to selvstændige øer - Korshavn og Avernak, men i 1937 blev de to øer forbundet med en dæmning, som kaldes Drejet. Avernakø har en langstrakt form med 19 km strandlinje med gode badestrande og fiskevande. Der er et rigt fugleliv, og der er i enkelte vandhuller mulighed for at se og høre den sjældne klokkefrø.
Avernakø er kendt for sit majtræ og majstang, som kan ses i Avernak og Munke. Én gang om året, pinselørdag, samles beboerne omkring træet. Majtræet findes foruden på Avernakø kun på Strynø.
I 1685 blev der fundet 6 guldskåle med soltegn på Avernakø - et af øens fornemste oldtidsfund. Fundene findes i dag på nationalmuseet, men du kan se kopier af dem i Avernakø Kirke.
Opret en bruger og få dine oplevelser sikkert gemt hos Bellis.
Opret en bruger og få dine oplevelser sikkert gemt hos Bellis.