5. stop: Den blå Kløversti - Børnehospitalet

Sightseeing og guidede ture

Epileptikerhjemmet

I 1898 blev epileptikerhjemmet og diakonskolen oprettet på over to tønder land bag vognmandsjordene, ved Provst Hjortsvej. Det blev taget i brug i 1899 og med årene voksede særforsorgskomplekset med ti bygninger.

Skolehjemmet (A) blev opført 1898-1899 og udvidet i 1905 og 1926 af Nyborg arkitekten August Colding. I 1905 splittedes diakonuddannelsen og epileptikerhjemmet, så institutionen herefter hed epileptikerhjemmet i Nyborg. I 1909 kom der et sygehus til (B), 1913 en afdeling for mindre drenge (C), i 1915 en afdeling for stærkt åndeligt svækkede patienter (D), i 1921 to boliger til portner og husflidslærer (H og I) og foran dem i 1923 den imponerende indgangsportal til hele komplekset. I 1930 kom en lærerbolig (J) til og endelig opførtes i 1932 (E) børnehospitalet. En fuldt moderne udstyret hospitalsafdeling med 44 pladser, hvor børn lige fra den spæde alder kunne observeres og behandles for epileptiske og epilepsilignende sygdomme. Det omtales ofte som det første af sin slags i verden.

Byggeriet skete på et tidspunkt, hvor Nyborg for alvor var ved at sprænge sine rammer efter fæstningens nedlæggelse, der ellers havde ligget som en jernring omkring byen. Håndværkerforening, borgerforening, vandværk, gasværk, el-værk blev oprettet på eller lige uden for de gamle volde. Samtidig udspringer epileptikerhjemmet af tiltag med fokus på bedre forsorgs-, sygehusvæsen og ældrepleje, som også var oppe i tiden og som afspejledes i Nyborg med oprettelsen af plejehjem, sygehus og andre forsorgsinstitutioner.

Højene bag Børnehuset Tumlebillen

De store høje bag Børnehuset Tumlebillen ud mod Nyborg Fjord kan bruges til både leg og mountainbikekørsel. Højene er tilpas stejle til at de kan udfordre mountainbikekørere og kan inspirere til god leg og bevægelse for børn i alle aldre. Der er fra højene en fin udsigt ud over fjorden.

Indhold er leveret af VisitNyborg
visitnyborg@nyborg.dk
Sidst opdateret d. 31/07/2024 12:38

I nærheden