Stokkebye Vingård

Lokale smagsoplevelser

Vin i idylliske omgivelser 

På Stokkebye Vingård kan du opleve hele vinproduktionen på nært hold. Vingården råder over 17.000 vinstokke, hvoraf de første blev plantet i 2009, og alle vine produceres økologisk - uden sprøjtning, med maskinel ukrudtsfjerning og håndkraft til høst og sortering. Her finder du hvidvine, mousserende vine og hedvine med hovedvægten på Pinot Noir og Solaris, og vinene kan smages og købes på stedet. Mange af dem findes også på landets førende gourmetrestauranters vinkort, blandt andre Lieffroy i Nyborg, Rudolf Mathis i Kerteminde, Falsled Kro, Jordnær og Geranium.

Små luksusoplevelser ved siden af vinen 

Udover vin tilbyder vingården delikatesser som kaviar fra stør opdrættet i natursøer ved Slesvig-Holsten, forarbejdet hos verdens ældste kaviarhus i Hamburg, og dansk ørredrogn. Det gør Stokkebye til et perfekt sted at strække benene, smage på noget særligt og nyde udsigten, før du vender tilbage til Herregårdsruten og cykler videre gennem det fynske landskab.

Indhold er leveret af VisitFyn
visitfyn@destinationfyn.dk
,
Sidst opdateret d. 19/11/2025 13:15

I nærheden