Snorkling ved Roneklint fyr

Sport og aktiviteter

Stedet er lavvandet og har en stor variation af arter. Svømmer du direkte vinkelret ud fra kysten oplever du skiftevis sandrevler, ålegræsenge og sten. Her kan du se småfisk som tangnåle, næbsnog, ålekvabber, ål og sandkutling.

Snyd ikke dig selv for den lille udstilling i Roneklint Fyr, som er opført i 1808 i forbindelse med englandskrigene (1801-14). 

Husk sikkerheden: Læs vinden og vandet, lær at svømme, gå aldrig alene i vandet og slip ikke hinanden af syne.

Her kan du møde sandkutling og næbsnog

Sandkutlingen er en lille bundfisk. Den er meget almindelig ved Rone Klint, som er et vigtigt opvækstområde for en lang række fisk. På den helt lave sandbund finder du en masse sandfarvede fisk, nemlig sandkutlinger. Sandkutlinger bygger redder under en muslingeskaller for at være godt skjult for fugle. Her sætter de æg i hulens loft og lægger sig så til rette, for at passe på æggene. De laver specielle mønstre i sandet for at vise andre sandkutlinge at reden er optaget.
Næbsnogen er en fisk, som er særlig svær at finde. Den findes i hele farvandet syd for Sjælland, men meget få kender den. Den er lang, rund og tynd som snørebånd. Den snor sin finneløse hale rundt om tangen og står helt stille. Selvom du er helt tæt på er næbsnogen næsten umulig at få øje på, når den gemmer sig i snørebåndstang.

Indhold er leveret af Sydsjælland & Møn
info@vism.dk
Sidst opdateret d. 25/07/2023 08:23

I nærheden