Snorkel og flaskedyk ved Svinø Strand

Sport og aktiviteter

Et godt spot til snorkel- og flaskedykning for hele familien.

På Svinø strand skal du bruge dine øjne godt. Her er der nemlig mange rovdyr under vandet, som f.eks. sæler og marsvin. Det ved de andre fisk godt, så de er gode til at gemme sig. Du skal især holde udkig efter tobis og slethvarrer. Stedet er også for dig, der er nybegynder eller er interesseret i marinarkæologi.

Husk sikkerheden: Læs vinden og vandet, lær at svømme, gå aldrig alene i vandet og slip ikke hinanden af syne.

Her kan du møde slethvarre

Slethvarren er i højere grad en rovfisk end de andre danske fladfiskearter skrubbe, ising, rødspætte og tunge, og derfor har den også en større mund end disse arter. Slethvarren har dog den store mund til fælles med en anden dansk fladfiskeart, nemlig pighvarren. Slethvarren og pighvarren findes ofte de samme steder, men man kan skelne dem fra hinanden, ved at pighvarren er næsten cirkelformet, hvor slethvarren er lidt mere langstrakt. Desuden er slethvarren helt glat på oversiden, hvor pighvarren har adskillige tydelige torne eller pigge.
På grund af de mange Tobis i området omkring Svinø Strand, kan du ofte se Slethvarre. De ligger helt ubevægelige på bunden, fuldstændigt camoufleret og venter på, at der skal komme en tobis forbi. Så slår de et slag med alle finner og ryger fremad i et ryk. Hvis du kommer tæt på kan du se at den har frynser langs kroppen. Frynserne gør den mindre synlig for byttedyr som f.eks. Tobis, når den ligger og gemmer sig på havbunden.

Indhold er leveret af Sydsjælland & Møn
info@vism.dk
Sidst opdateret d. 25/07/2023 07:59

I nærheden