Krydstogtdagene i Fredericia

Øvrige aktiviteter

Når der kommer krydstogtskibe til Fredericia, fyldes byens gader med ekstra liv og aktiviteter. Der er altid garanti for en hyggelig dag for alle.  

Skibene bydes sædvanligvis velkommen med musik fra byens egen 6. Juli Garden, som står klar på krydstogtkajen med uniformer og instrumenter. Gæsterne bliver også overraskede med en lille kanonsalut - det er jo en militærhistorisk by de er kommet til. 

Mange af byens lokale borgere kommer også ned på kajen for at se skibet, og for sammen med de frivillige og medarbejderne fra havnen og Visit Fredericia at byde krydstogtgæsterne velkommen. 

Nogle af gæsterne drager på forudbestilte busture til andre af regionens attraktioner, men et stort antal af gæsterne tilbringer dagen i og omkring Fredericia. 

Her har de også mulighed for at komme på guidede rundvisninger i byen og på volden eller leje en cykel og udforske på egen hånd. 

På krydstogtdagene sker der gerne lidt ekstra i byen. Næsten alle aktiviteterne er gratis og til glæde for turisterne såvel som de lokale. F.eks. er der loppemarked på J.B. Nielsens Plads, veteranbil udstilling på havnen og åbent i C-byens butikker. Byens øvrige butikker holder naturligvis også åbent. Vil man et smut på museum eller galleri holder Bymuseet og Galleri39 også altid dørene åbne på krydstogtdagene. 

Toget fra Madsby Parken tøffer rundt i bybilledet og fragter krydstogtgæsterne frem og tilbage mellem skibet og bymidten. 

De kæmpemæssige skibe trækker både fredericianere og godtfolk fra nabobyerne til. Så byen summer og alle folk er i godt humør. 

Om aftenen når skibet sejler afsted er det igen til lyden af kanonsalutter og 6. Juli Gardens musik. Her kommer også gerne endnu flere lokale ned for at høre musikken og vinke farvel til dagens gæster. 

Når der er ekstra aktiviteter og tilbud, kan man altid blive opdateret på Visit Lillebælts facebookside. 

Indhold er leveret af Destination Trekantområdet – VisitFredericia
turisme@fredericia.dk
Sidst opdateret d. 01/02/2023 13:03

I nærheden