Historien om De Kellerske Anstalter på Livø

Det danske åndssvagevæsen

I 1911 blev Livø købt af den danske læge og professor Christian Keller og blev en del af De Kellerske Anstalter, som på det tidspunkt var Nordeuropas største institution for åndssvage og udviklingshæmmede. De Kellerske Anstalter havde fra 1899 hovedkvarter i Brejning ved Vejle Fjord og valgte efterfølgende at oprette filialer på Livø og senere Sprogø, ment til anbragte som ikke kunne begå sig på de åbne anstalter på land - og væk fra offentlighedens nysgerrige blikke. På Livø kunne de anbragte bevæge sig frit omkring, mens vandet beskyttede samfundet mod deres afvigende adfærd. 

Lægerne var af den overbevisning, at de anbragte mænd havde godt af fysisk arbejde, der kunne udmatte dem, samt frisk luft. Dagene gik med hårdt arbejde på marken, i skoven eller på værkstedet, for at distrahere dem fra tankerne om deres liv på land. 

Struktur på anstalten var vigtigt, og arbejdsdagen var ingen undtagelse. Mandag til lørdag arbejdede de fra kl. 08:00 til 17:00, efterfulgt af sengetid kl. 21:00, hvor de anbragte skulle tage tøjet af og lægge det pænt sammen på taburetten uden for værelset, før de blev låst inde for natten.

Afvigerne og de moralsk åndssvage

Men hvordan endte man med at blive sendt til Livø anstalten, tænker du måske? Kriterierne for at blive stemplet som afviger og moralsk åndssvag, var der ikke mange af. En del af de 743 mænd der blev tvangsanbragt på øen gennem tiden var vagabonder, småkriminelle, seksualforbrydere, asociale, homoseksuelle eller blot moralsk åndssvage. 

Man kunne få titlen moralsk åndssvag, hvis man var ustabil og havde svært ved at bibeholde arbejde og hus eller havde en IQ under 75. Man mente nemlig at grænsen mellem åndssvaghed og normalitet lå på 75. Dette blev baseret på en forstandsprøve med simple regnestykker, opremsning af samtlige jyske byer på østkysten, eller hvad forskellen på en præsident og en konge er.

Nutidens læger ville næppe erklære en for moralsk åndssvag, hvis man ikke kunne nævne samtlige byer på Jyllands østkyst - heldigvis!

Afvigere producerer afvigere

Målet med De Kellerske Anstalter på Livø var ikke blot at få de anbragte på rette vej. Man gjorde også en stor indsats for at forhindre, at de formerede sig, når de kom væk fra øen. Man var overbevist om at “moralsk åndssvaghed” gik i arv, hvilket man for enhver pris skulle undgå. Det betød, at hvis de efterfølgende blev forlovet, ville de blive sendt tilbage til Livø.

Efer 1. verdenskrig, hvor millioner af unge, sunde og raske mænd mistede livet, opstod der frygt for at samfundet ville bestå af afvigerne og åndssvage og at vi derfor ville ende med et ringe og svækket samfund. 

Tvangsterilisation blev vedtaget af den daværende socialdemokratiske regering i 1929, hvor det blev tilladt at kræve, at de anbragte enten blev steriliseret eller kastreret, inden deres løsladelse, hvis ikke de ville tilbringe resten af deres liv på Livø. 

Anbragt på ubestemt tid

Mændene var i gennemsnit anbragt i 3-4 år, men alle på ubestemt tid - og uden at vide hvornår de kunne komme hjem. Drømmen om frihedens land og uvisheden, drev mange til at forsøge flugt fra Livø, og da anstalten lukkede i 1961, havde der været over 400 flugtforsøg. 

Rekorden for flest flugtforsøg tager tyven Micha, der på trods af hans ønske om frihed endte med at kalde Livø hans hjem i 47 år. Historien om Livøs ukronede flugtkonge bliver fortalt i bogen ‘Afvigernes ø’. Micha var én af de sidste, der forlod øen i 1961, da anstalten blev nedlagt.

Blev længslen efter frihed for stor, forsøgte mange at tage turen over fjorden på hjemmelavede tømmerflåder, ved at svømme, eller endda i et badekar. Hvordan turen gik for William i badekaret, melder historien desværre ikke noget om. Der var ikke alle, der overlevede deres flugtforsøg, fra 1911 til 1961 mistede 10 mænd livet i deres jagt for frihed. For dem der nåede fastlandet, var glæden kort. Øen havde telefonforbindelse til fastlandet, og ordensmagten stod klar med åbne arme til at tage imod de udmattede mænd.

Tilbage på Livø, blev flugtforsøg straffet med celleophold, tvungen sengelægning eller havresuppe.

Begyndelse på enden

2. Verdenskrig blev begyndelse på enden for De Kellerske Anstalter og førte til basale menneskerettigheder, samt filosofien omkring at mennesker er forskellige, men ligeværdige. De resterende anbragte blev forsøgt integreret tilbage ind i samfundet eller sendt til en lukket afdeling på Lolland.

De Kellerske Anstalter på Livø blev officielt nedlagt i 1961 og nåede akkurat at have 50-års jubilæum.

Når man i nutiden besøger Livø, vil man derfor opleve omgivelserne, som åndssvage i gamle dage kunne kalde sit hjem i mange år. De hvide bygninger med røde tagsten stammer tilbage fra, da De Kellerske Anstalter styrede Øen, og er i dag et overnatningssted med 270 sovepladser. 

Er du blevet bidt af Livøs spændende historie?

Vil du læse mere om Flugtkongen Micha eller den veltalende vagabond Henry Rudolf, der senere blev nazist og dømt for landsforræderi efter 2. verdenskrig, så kan du købe bogen ‘Afvigernes Ø’ på Saxo eller Bog & Idé. 

Den er skrevet af historikeren Poul Duedahl og Maria Clement Hagstrup, der er museumsinspektør på Vesthimmerlands Museum, hvis oldefar arbejdede på anstalten som vægter og husfader indtil 1917.

Bogen indeholder også efterskrift af Poul Nyrup Rasmussen, hvis far Oluf selv blev anbragt på Livø som 14-årig og tilbragte 7 år på anstalten, på grund af hans svage skikkelse og hans voldsomme temperament.