I naturområdet ved skrænterne ned mod Limfjorden levede stenalderens sidste jægere og samlere. I dag er Ertebølle en lille landsby, men navnet Ertebølle er kendt, fordi landsbyen kom til at lægge navn til en spændende periode i Danmarkshistorien - Ertebøllekulturen.
På det flade land, som er gammel havbund 1 km syd for klinten ligger Ertebølle køkkenmødding. i 1890'erne udgravede Nationalmuseet en kæmpe dynge østers- og muslingeskaller på stedet og opdagede at den var menneskeskabt og at der bogstaveligt talt havde boet mennesker ovenpå dyngen.
Ertebølle Hoved er en 20 meter høj klint, der ligger syd for Ertebølle. Klinten er ca 500 meter lang og indeholder foldede lag af moler med vulkanske askelag fra tertiærtiden.
På en gåtur langs kysten er der store muligheder for at finde fossiler.