Hatbakker – Geologiske panderynker

Naturområder

Langeland er det eneste sted i Danmark, hvor du kan opleve over 1000 hatbakker. De små bakker stammer fra sidste istid og har ligget her i omkring 17.000 år.

Hatbakker – Geologiske panderynker 

Lange, lige rækker af små bakker pryder Langelands morænelandskab. På Langeland kan du se mere end 1000 hatbakker og det er faktisk det eneste sted i Danmark, hvor man kan opleve denne type landskab så fint repræsenteret.  

Skabt under sidste istid 

Teorierne om de langelandske hatbakkers oprindelse er mange, men en af de mere udbredte teorier lyder således: I sidste istid kom der mange isfremstød ind over Danmark. Når de varmere perioder tvang isen tilbage til de skandinaviske fjelde, efterlod det hver gang landskabet lidt forandret. Et af isfremstødende nåede til midt på Langeland og derfor bliver det kaldt for 'Langelandsfremstødet'. Isranden stod her i en periode, inden den smeltede tilbage igen. Da isen forsvandt igen stod der kun ler, sand, grus og andet materiale tilbage, som isen havde ført med sig under sin fremrykning. 

De fine hatbakker er derfor blevet produceret af en gletsjer, der valgte at parkere lige netop her. Bakkerne har angiveligt ligget her i omkring 17.000 år. 

Et passende navn  

Bakkerne kaldes for hatbakker eller hatformede bakker. Det siges, at deltagerne i en geologisk ekspedition mente, at bakkerne lignende en kvindelig kollegas hat.  

Indhold er leveret af VisitFyn
visitfyn@destinationfyn.dk
,
Sidst opdateret d. 26/11/2025 16:37

I nærheden