I det skovrige midtsjællandske bakkeland, mellem Roskilde og Ringsted, ligger Skjoldenæsholm Skovene. Det er blandingsskov med stor variation og der findes alle de træarter, der dyrkes i dansk skov.
Skovene ligger på en stor endemoræne, der har skabt et meget kuperet landskab, hvor jordbunds- og vækstforhold skifter meget.
Landskabet er meget oplevelsesrigt og indeholder bl.a. gamle træer og mindre holme, som er beskyttet via fredning. De gamle fredede træer er med til at give landskabet karakter og er derudover værdifulde levesteder for et væld af fugle, insekter, svampe og planter.
Skjoldenæsholm Skovene udgør sammen med Bidstrup Skovene (statsskov) et stort sammenhængende skovområde. Der er store naturværdier knyttet til skovene og særligt de gamle træer er vigtige levesteder for en lang række arter.
Det gamle imponerende egetræ "Bergmannsegen" står i skovbrynet ved Enghave lige nord for Valsølille Sø. Den gamle fredede eg kan opleves fra Knud Lavardsvej, hvor den troner med sine brede krogede krone. Den præcise alder på Bergmannsegen er ukendt, men på luftfoto fra 1945 kan man se, at træet her allerede har en veludviklet krone, og derfor en betydelig alder.
Valsølille Sø er et godt sted at tage hen, hvis man er fugleinteresseret. Om foråret kan den sjældne rørdrum høres. Uglerne kan også høres her. Om efteråret ses store flokke af grågæs og canadagæs. Der er observeret over 100 forskellige arter af fugle ved Valsølille Sø.
Området kan med fordel opleves fra cykel, da den nationale cykelrute nr. 6 går gennem skovområdet.
Der er flere gode vandreruter i området. Skjoldenæsholm har udgivet en folder med markerede vandreruter, som guider den besøgende gennem skoven og forbi flere forskellige natur- og kulturhistoriske punkter. Find den >her<.
Naturstyrelsen har også flere gode turforslag i området på deres hjemmeside. Find den >her<.
Ovenstående tekst er fra fredninger.dk.