Rødvig Lystbådehavn rummer en række af de kvaliteter, som desværre er på retur i mange andre havne. Det er en levende havn, med mange trawlere og mindre fartøjer, losnings- og lagringsanlæg, en række havnevirksomheder - bla. et rigtigt bådeværft - og flere gode spisesteder, f.eks. Rødvig Kro som har sin helt egen charme.
Marinaen er stor, og der er som regel ingen problemer med at få plads, selv i højsæsonen. Rødvig har gode trafikforbindelser med tog til Store Heddinge og Køge, hvorfra der er S-togs forbindelse videre til København. Rødvigs mange fiskekuttere i fiskerighavnen er med til at give havnene en særlig stemning, der på en gang er livlig og idyllisk. Kuttere kommer ind, kuttere sejler ud, garn bliver ordnet og gode skipperskrøner fortælles i solen.
Rødvig er Sjællands 2. største aktive fiskerihavn. I lystbåde havnen er der en kapacitet på 90-100 gæstesejlere og en bassindybde på over 2 meter. Trådløs Internet forbindelse, vaskemaskine og gode badeforhold samt sandstrand 100 meter fra havnen.