Nordbys berømte klokketårn

For at forklare, hvorfor der midt i Nordby står et dybgult tårn på en forhøjning af kampesten, skal vi starte med at tage en tur fra Mårup til Nordby. Små to kilometer fra midten af Nordby kan du på venstre side se den flotte middelalderkirke tårne sig op. Og det er kirken, eller rettelig kirkeklokkerne, der gemmer på fortællingen om dét, der i dag er et af Samsøs mest kendte vartegn.

De forsvundne landsbyer
Da Nordby Kirke blev anlagt i starten af 1200-tallet, var der foruden Nordby og Mårup to landsbyer mere i området, nemlig Glistrup og Søby. Disse to landsbyer findes ikke længere. Måske brændte de ned. Måske blev de lagt øde af epidemier. Måske blev de simpelthen forladt. Man ved det ikke med sikkerhed. Under alle omstændigheder valgte man helt logisk at bygge kirken midt mellem de fire landsbyer.

Klokken, som findes i kirkens tårn, bruges i forbindelse med alle kirkelige handlinger. Men Nordbys beboere kan have svært ved at høre klokken, særligt når det er østenvind. Derfor etablerede man allerede i 1600-tallet en simpel klokkestabel på det torv, der på nordsamsk hedder “galli’en” eller galgepladsen. Her stod indtil 1820 den gabestok, hvori forbrydere blev udstillet til skam og skændsel. Med klokkestablen på plads kunne sognebørnene få besked på, at nu var det tid til gudstjeneste.

Ding, ding, dyret er slagtet!
I 1857 byggede man så det tårn, der står i dag. Initiativet blev taget af provst Frants V.S. Jacobsen fra Nordby. Provsten var ikke uden arkitektoniske evner og tegnede selv byggeskitsen med inspiration fra et tårn, han havde set på en rejse i Belgien. De 253 rigsdaler, 3 mark og 2 skilling, det kostede at bygge tårnet, kom dels fra sognets husmænd og håndværkere, dels fra konsul Jacobsen og Grev Danneskiold.

Klokketårnet er både festligt og farvestrålende, men har også kendetegn fra middelalderlig arkitektur. Tårnet prydes af rødkalkede bånd og en blåmalet hovedgesims med rødmalede sparrenkopper. I tårnets øverste halvdel er fire rundbuede gennembrydninger, der åbner ind til tårnets midte, hvor klokken er ophængt.

Klokken ringede solen op og ned, til gudstjeneste og andre kirkelige handlinger eller i tilfælde af brand, som var en stor trussel mod landsbyens mange stråtækte huse og gårde. Man kunne endog betale sig til ringning i særlige tilfælde, f.eks. ved slagtning af dyr og efterfølgende salg af kød.

Ringelauget
Indtil 2011 var det graveren ved Nordby Kirke, der sørgede for, der blev ringet med klokken, men i dag varetages ringningen af et frivilligt Ringelau, stiftet af borgere i Nordby. Ringelauget ringer ikke længere til gudstjeneste, men nøjes med at hive i tovet til solopgang og solnedgang fra påske til efterårsferie samt lørdage og søndage resten af året. I julen bliver der dog ringet hver dag.