Brohistorien ved Frederikssund går langt tilbage. Allerede i 1868 blev den første bro over Roskilde Fjord indviet. Det var en 151 meter lang træbro, der blandt andet bestod af flydepontoner. Broen blev opkaldt efter den daværende Kronprins Frederik, der senere blev til Kong Frederik den VIII.
Men i takt med, at bilerne begyndte at gøre deres indtog på de danske landeveje op igennem 1920'erne, blev den gamle træbro efterhånden utidssvarende. Frederiksborg Amt besluttede derfor i 1930 at bygge et helt ny bro på stedet, og i 1934 gik byggeriet i gang. Året efter, den 30. oktober 1935, kunne Kong Christian den X sænke de to nye broklapper på broen, og erklære broen åben for biltrafik. Den nye bro beholdt det samme navn som sin forgænger, Kronprins Frederiks Bro.
Kronprins Frederiks Bro ligner ikke andre danske broer, den er forholdsvis kort; men er samtidig en af Danmarks mest trafikerede og fotograferede broer.
Broens længde er 151 meter og bredden er 12,1 meter. Gennemsejlingsbredden er 30 meter.
Det er ikke kun biltrafikken, der har haft broer over Roskilde Fjord ved Frederikssund. Fra 1928 og frem til 1936 lå der syd for Kronprins Frederiks Bro en 300 meter lang jernbanebro, der førte den Midtsjællandske Jernbane over Roskilde Fjord fra Hornsherredsiden og videre mod Slangerup, Hillerød og Helsingør. Da banen blev nedlagt i 1936, blev jernbanebroen fragtet til Aalborg, hvor den stadig udgør en del af den nuværende bro over Limfjorden. Bropillerne fra den gamle jernbanebro og de tilhørende dæmninger kan stadig ses ved Frederikssund.
Umiddelbart ved brofæstet på Hornsherredsiden finder du Museet Færgegaarden, der rummer lokalhistoriske og kulturhistoriske samlinger fra egnen.
Åbningstider for Kronprins Frederiks Bro: Se mere via linket.
Brovagten kan kontaktes på telefon 72 44 72 42 eller VHF kanal 16