I Give Museumsskov finder du både ung lys løvskov og nåleskovens tætte lukkethed. Det lægger op til at gå på opdagelse i naturen og lede efter krible-krable dyr i skovbunden.
Skoven er gennemskåret af en grusvej, som fører ned til skovlegepladsen. Der er mange legeredskaber og balancebaner i træ, og du kan endda vælge at tage en balancesti igennem skoven til naturlegepladsen. Du finder også bålhytte samt borde og bænke.
Har du hund med, skal hunden være i snor, men i hundeskoven, der ligger nord for Museum Gives parkeringsplads, kan du slippe den løs og nyde synet af de glade hunde, der leger.
Der er også en vandrerute rundt i museumsskoven, der i sin fulde længde er 4 kilometer. Du finder link til ruten her.