Her fejres en række kunstnere, der hver især har skabt en karriere uden for det etablerede kunstmiljø. Deres værker rummer overraskende løsninger, finurlige motiver og en unik farvepalet. I de smukke udstillingssale præsenteres kunstnernes foretrukne temaer såsom ”jeg holder af hverdagen”, ”folk og fæ”, ”under overfladen” og ”angsten for det tomme rum”. Kom forbi og dyk ned i en kunstverden, som for mange er skjult.
Udstillingen De skøre, de skæve og de virk’li sjove tager udgangspunkt i JANUS samling, men suppleres af enkelte nøje udvalgte indlån, der understøtter fortællingen og komplementerer samlingens værker. Blandt de repræsenterede kunstnere er Otto Poulsen, Anton Laier, Jens Arne Hansen, Hans Sandman, Ann Jacoby Lundén, Tøns B. Nielsen, Otto Frello, Børge Christiansen og mange flere.
Kom og byg!
Kunstneren Otto Poulsen sagde engang: "Der kan komme kunst ud af alting." Det støtter denne udstilling op om.
I rummet Kunstnerhjemmet er der samlet alskens dippedutter og dingenoter, som du kan bygge med lige som du lyster – helt efter din fantasi. Når du er færdig, kan du vælge at stille dit værk på hylden og lade det blive en del af udstillingen, eller du kan tage det med hjem.
Husk også, at du kan forevige din skulptur med et foto og dele den på Instagram med tagget #JANUSBygger
Udstillingen kan ses frem til 19. oktober 2025.