Da Vrinners by først i 1900-tallet voksede og der kom flere håndværkere og købmænd til området, spirede tanken om en ny kirke. Afstanden til Roelse Kirke (senere Rolsø) er omkring 2 km., og for de, som ikke havde heste eller kunne få kørelejlighed, var det en lang vej at gå.
Rolsø Kirke blev opført i middelalderen, omkring år 1175.
I dag er kun våbenhuset bevaret. Den øvrige del af kirken blev nedrevet i forbindelse med opførelsen af Vrinners Kirke i 1907. I en tid hvor Kong Valdemar den Store regerede Danmark, ridderkulturen blomstrede og de første folkeviser så dagens lys, besluttede man at bygge en kirke i Roelse Sogn.
Men hvor skulle kirken ligge? I første omgang blev byggeriet påbegyndt på engen Klokkerholm, men hvad håndværkerne fik for hånden i løbet af dagen, rev troldene ned den følgende nat(!)
Sognets beboere besluttede, at andre magter skulle bestemme kirkens beliggenhed. To kvier blev bundet sammen og sluppet løs i skumringen. Hvor man fandt dem i morgengryet, skulle kirken bygges.
De to kvier må have haft syn for smuk natur, for på den flade bakketop med udsigt over Kaløvig, Knebelvig og Mols Bjerge, hvor kun det gamle våbenhus i dag står tilbage, lå kvierne og sov, da solen stod op.
Kirken er med sine kun godt 100 år klart den yngste af kirkerne på Mols. Kirken er bygget i romansk stil, hvilket ses tydeligt på de mange runde buer, der går igen både i det indre og i det ydre.
Kirkens alter er i nederlandsk stil med blå kakler fra Den kongelige Porcelænsfabrik. Det blev oprindeligt givet i 1941 til Sct. Mikkels Kirke i Slagelse, men blev givet videre og opstillet i Vrinners Kirke i 1957. Tidligere havde man brugt det gamle alter fra Rolsø Kirke, ligesom også prædikestol og døbefont stammer fra Rolsø.
Døbefonten er måske den mest interessante del af inventaret, da den muligvis er udfærdiget af stenmesteren Horder, hvis kendetegn er snoninger meget lig dem, der pryder denne døbefont.
Læs mere om Djurslands kirker her